Kashmirs forsanger udstiller grafiske værker fra midten af oktober
Som frontmand i Kashmir gennem snart 30 år har Kasper Eistrup markeret sig som en af sin generations mest kendte og elskede, danske musikere.
De sidste mange år har han imidlertid også været en flittig billedkunstner - og senere denne måned bliver der mulighed for at opleve et udvalg af Eistrups værker.
”Værkernes fortællinger er ikke lineære, men derimod bygget på et fundament af modsætninger, fragmenter, kontraster og frie associationer – deraf udstillingens titel, Det halve menneske – Eistrup på papiret, står der i en pressemeddelelse i forbindelse med udstillingen.
Udstillingen finder sted fra den 13. oktober til den 29. januar ved Kastrupgårdsamlingen i Kastrup. Her vil publikum få mulighed for at se nogle af Eistrups papir- og grafiske værker fra de sidste 15 år - en periode, hvor hans stil har ændret sig, hedder det i pressematerialet.
I starten arbejdede han nemlig med ting, man kan se, for eksempel maskiner, arkitektur og ikoniske mennesker, mens hans seneste stil er mere intim, personlig og handler om sindet. Der vil også være en installation lavet specielt til udstillingen på Kastrupgårdsamlingen.
Sammen med resten af Kashmir optrådte Eistrup på årets Smukfest og fik seks ud af seks stjerner i GAFFA:
”Det her virkede ikke som et band på vej væk, det så de simpelthen ud til at have det for sjovt på scenen til. Skulle det imidlertid vise sig at blive den sidste Kashmir-koncert, slutter de på toppen,” skrev Michael José Gonzalez i anmeldelsen.
LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Her er de bedste og værste Smukfestkoncerter ifølge GAFFAs anmeldere