Nyhed

Malte Ebert tager venner med på turné

Næste forår kommer sangeren til flere koncertsale i Danmark

Malte Ebert kommer til at spørge fem danske byer, om han må kalde Dem for du, når han turnerer i april måned. Han kommer nemlig forbi koncertsalene i Aarhus, Aalborg, Odense, København og hjembyen Vejle.

Han er i øjeblikket aktuel med sangen ”Må jeg kalde Dem for Du,” som han sang til dronningens nylige regentjubilæum. Øjeblikket gik viralt i Danmark, og du kan se det lige her:


Selvironien har været tydelig gennem meget af Vejle-sangerens karriere. Især med karakteren Gulddreng, der formåede at udsælge Royal Arena.

Senere droppede han aliasset og udgav sange i eget navn, og har seneste været aktuel med sangen til dronningen, men også med sin medvirken i Toppen af Poppen 2021 og Danmarkssangen ”Kun med dig” fra programmet Min Sang til Danmark.

Alter egoet Gulddreng vendte også for en stund tilbage med den uofficielle EM-sang ”Danmark vinder EM.”


"Ved turnéen Mellem himmel og jord vil Malte igen tage en flok udvalgte venner med rundt i landet. Scenen bliver sat i ”en humoristisk meta-tone,” og der vil både være plads til ”dansk feminisme, livet på landevejen, fodboldkultur, glimmer og guld, kærlighed, kongeligt mod og storhedsvanvid," står der i pressemeddelelsen.

Billetterne bliver sat til salg den 7. oktober klokken 10.00, og de kan købes på Ticketmaster.

Koncerter


Torsdag den 13. april – Musikhuset, Aarhus

Fredag den 14. april – Vejle Musikteater, Vejle

Onsdag den 19. april – Musikkens Hus, Aalborg

Torsdag den 20. april – Odeon, Odense

Tirsdag den 25. april – Det Kongelige Teater, København

 

LÆS OGSÅ: Gulddreng genopstår - med EM-sang

ANNONCE