Nyhed

LISTE: Syv stærke sange som fylder ti i år

Vi ser tilbage på nogle af de største sange fra 2012

Tænk engang - det er allerede 10 år siden, årstallet hed 2012. Året, hvor eksempelvis Danmark vandt EM i håndbold, og hvor Netflix så dagens lys på det danske marked. Men også året, hvor musikscenen bød på en lang række spændende kunstnere, som leverede en god pose blandet musik, der toppede hitlisterne.

Nogle af dem ser vi ikke rigtig længere i musiklandskabet, mens andre stadig udgiver musik og har vældigt gang i deres karrierer. Nu har du muligheden for at tage en rejse ned af mindernes boulevard. GAFFA har nemlig samlet et udpluk af sange, der i år fylder 10 år. De kommer nedenfor - i vilkårlig rækkefølge.

”Call Me Maybe” – Carly Rae Jepsen


Carly Rae Jepsens debutsingle tog verden med storm. Sangen var alle vegne, og de fleste kan formentlig mere eller mindre frivilligt kan synge med på det parasitære omkvæd med linjerne ”Hey, I just met you, and this is crazy / But here's my number, so call me, maybe”. Jeg beklager, at du nu skal prøve at få den ud af hovedet.

”We Are Never Getting Back Together” – Taylor Swift


Det er ikke nogen hemmelighed, at en lang række sange fra den amerikanske popsangers diskografi omhandler hendes kærlighedsliv og ikke mindst hendes ekskærester. Albummet Red, som udkom i 2012, er bestemt ingen undtagelse.

Her er det især nummeret ”We Are Never Getting Back Together”, der både i sangtitel og -tekst understreger, at der bestemt ikke var nogen fremtid for Swift og hendes eks for ti år siden: ”But we are never ever, ever, ever getting back together / Like, ever”. 


“Gangnam Style” - Psy

Hvis der absolut skal være en sang, der bare har defineret musikåret 2012, må det være Psys one hit wonder ”Gangnam Style”. Nummeret er et strålende eksempel på, hvor stor en tiltrækningskraft internettet har, og hvor hurtigt noget kan gå viralt.

Musikvideoen til den fængende sang ramte en historisk milepæl, da den fik over en milliard visninger på YouTube. Det kommer ikke som en overraskelse, for den ret usædvanlige koreografi, der efterligner en rytter på hesteryg, kunne genkendes på lang afstand. 

”Thinkin Bout You” – Frank Ocean

Det er efterhånden 10 år siden, vi første gang fik øjnene op for r&b-sangeren Frank Ocean. 2012 var nemlig året, hvor han udgav sit stærkt roste album Channel Orange. GAFFAs anmelder var én af mange, der ikke kunne få armene ned over pladen og gav det hele seks stjerner. Forståeligt nok, for Oceans sprøde falset på ”Thinkin Bout You” rammer bare plet. 

”Madness” – Muse

Albumaktuelle Muse udgav i 2012 pladen The 2nd Law, hvor nummeret ”Madness” bestemt har ramt flest lytninger. ”Madness” brugte lang tid på at florere rundt på nettet og på radioernes playlister. Og for at det ikke skal være nok, tilbragte nummeret hele 19 uger i træk på toppen af Billboards Alternative Songs-liste, hvilket var en ny rekord. På ægte Muse-manér er der ikke sparet på de visuelle effekter i nummerets tilhørende musikvideo.

”Video Games” – Lana Del Rey

Det var også i 2012, at vi første gang stiftede bekendtskab med Lana Del Rey og hendes betagende stemme. Debutalbummet Born To Die udkom - inklusive den første single ”Video Games”. 

”Ho Hey” – The Lumineers

Det amerikanske folkeunivers hentede i 2012 en god portion danske lyttere ind, da The Lumineers serverede det store hit ”Ho Hey”. Nummeret kan stadig – her 10 år efter dets udgivelse – invitere til en god omgang fællessang, hvor man arm i arm vugger fra side til side og skråler et højt ho hey. 

”What Makes You Beautiful” – One Direction

Det britiske boyband fik mange teenagehjerter til at smelte, da gruppen blev dannet i forbindelse med den britiske udgave af X Factor i 2010. To år efter udkom deres debutalbum Up All Night, hvor nummeret ”What Makes You Beautiful” var placeret.

Sangens musikvideo hygger sig i Psys milliardklub, for også denne video har ramt over en milliard visninger på YouTube. Der er vist ingen tvivl om, at den britiske gruppe har vundet en masse hjerter. 

”Somebody That I Used To Know” – Gotye (feat. Kimbra)

Der er vist ingen tvivl om, at Gotyes "Somebody That I Used To Know" er et meget godt eksempel på en sang, der hører ind under kategorien "one hit wonders". Men det er dog stadig en tidsløs banger, som man stadig kan høre i dag – ti år efter nummerets udgivelse.

ANNONCE