Nyhed

PREMIERE: Se Tindersticks i intim livesession fra Hellerup

Brodie Sessions er det danske svar på det populære YouTube-fænomen Tiny Desk Concerts

Tilbage i foråret besøgte det britiske band Tindersticks danske Birgit Lyngbye Pedersen i hendes hus i Hellerup, lyder det i en pressemeddelelse.

Her skulle de optage en unik session som del af serien Brodie Sessions – et koncept Birgit Lyngbye Pedersen har skabt, og som hendes hund Brodie har lagt navn til.

I år kan Tindersticks fejre 30-års jubilæum, og idag kan GAFFA præsentere en eksklusiv premiere på deres intime koncert til Brodie Sessions, hvor de spillede numrene ”How He Entered” fra The Waiting Room samt ”Both Sides Of The Blade” og ”Travelling Light” fra Tindersticks. Til optagelsen blev bandet akkompagneret af strygere.


Konceptet Brodie Sessions danner rammen om et fællesskab inden for musik, kunst og arkitektur, hedder det i pressemeddelelsen om konceptet.

De intime live-sessions finder sted i grundlægger Birgit Lyngbye Pedersens private hjem i Hellerup, der er tegnet af Lene Tranberg fra Lundgaard og Tranberg.


Første session fandt sted i november 2019 med Efterklang som gæst, og hver optagelse kan efterfølgende opleves på YouTube – hvor Brodie Sessions samlet set har over en kvart million visninger. Pedersen finansierer selv konceptet, og alle videoer fra sessionerne bliver filmet i et 16 mm filmformat og publiceret uden henblik på økonomisk profit.

Birgit Lyngbye Pedersen blev inspireret til initiativet gennem de såkaldte Tiny Desk Concerts, som er et koncept skabt af den amerikanske public radio NPR, hvor en musiker giver koncert på radiostationens kontor. Det fortæller Pedersen om i et interview med Politiken:

”For mig var det en åbenbaring at opdage musik på YouTube. Og på den her måde! Det var vidunderligt at nørde med de her små koncerter. Altid foran den samme bogreol”.


Pedersen fortæller endvidere, at hun med Brodie Sessions gerne vil vise spændevidden af musik, der findes – og som der måske ikke altid bliver fokuseret på.

Musikere som Alice Boman, Coco O, Ganger, Cosmo Pyke og Litte Dragon har alle været en del af Brodie Sessions. Tilmed har Iceage har optrådt, og denne session fik premiere på det store lærred i Grand Teatret i København.

LÆS OGSÅ: School of X annoncerer turné og udgiver livevideo

Konceptet er senere hen blevet videreudviklet med blandt andet Brodie Sessions: Livestream Festival, der blev aktuel under Coronanedlukningen.

Her optrådte blandt andre Bisse, Goss, First Hate og Savage Rose. Og sidste år lanceredes Brodie Sessions: On Tour, hvor flere musikere optrådte på fem specielle arkitektoniske steder i Danmarks fem regioner. Det drejede sig om School of X, Lowly, Henriette Sennenvaldt, Baby in Vain og When Saints Go Machine.

Birgit Lyngbye Pedersen har udtalt om årets kommende tiltag i en pressemeddelelse:

”Vi har lanceret vores nye hjemmeside i kølvandet på udgivelsen af Little Dragons session. Hjemmesiden samler Brodie-universet, og giver samtidig mulighed for, at man kan melde sig til vores nyhedsbred og komme med som publikum, når vi filmer sessions”, fortæller Pedersen og fortsætter:

”Desuden arbejder vi hele tiden på at få flere internationale – og også stadig danske – navne på programmet”.

Tindersticks kan med deres 13 album i bagagen kategoriseres som et kultband. De har for nyligt udgivet opsamlingsalbummet Past imperfect: The best of Tindersticks ’92 – ’21, der følger udgivelsen af Distactions fra 2021 – hvor bandet eksperimenterer med en mere elektronisk lyd.

ANNONCE