Nyhed

Roger Waters i modvind - koncerter aflyst efter kontroversielle kommentarer

Den tidligere Pink Floyd-frontperson er ikke velkommen i Polen

Som et led i Roger Waters angiveligt sidste europaturné – This Is Not A Drill - skulle sangeren over to dage have lagt vejen forbi Krakow i Polen. Det bliver dog ikke til noget, fordi Live Nation Polen har valgt at aflyse hans koncerter. Det skriver BBC.

Aflysningen sker efter offentliggørelsen af et åbent brev til Ukraines førstedame Olena Zelenska, som Waters i starten af september (den 4. september, red.) har delt på sin hjemmeside. I brevet giver Waters udtryk for sin noget kontroversielle holdning til den igangværende krig i Ukraine.

I brevet til Zelenska står der blandt andet, at det er ”ekstreme nationalister” i Ukraine, som ”har sat dit land på vejen til denne katastrofale krig” – med andre ord giver Waters altså ikke Rusland skylden for krigen. Derudover har Waters anklaget den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, for ikke at have opfyldt sine løfter om at skabe fred i Donbas-regionen.


Roger Waters åbne brev har skabt røre, og i et Twitter-opslag har førstedamen Zelenska svaret igen: ”Det er Rusland, som har invaderet Ukraine. De ødelægger byer og dræber civile. Ukrainere forsvarer deres land og deres børns fremtid”, skriver hun og fortsætter:

”Roger Waters, du burde spørge Ruslands præsident om fred. Ikke Ukraines”.

Brevet har yderligere ledt til, at Łukasz Wantuch, et byrådsmedlem fra Krakow, både har opfordret polske fans til at boykotte de to koncerter og har indkaldt til et møde, hvor byrådsmedlemmerne skal stemme om, hvorvidt Waters skal erklæres ”persona non grata” eller ej – en erklæring, der gør en person uvelkommen i et land.

Roger Waters har i går (den 25. september, red.) delt et Facebook-opslag, hvor han indledningsvis - med et citat fra sin egen sang ”Another Brick In The Wall” - skriver: ”HEY ŁUKASZ WANTUCH, LEAVE THEM KIDS ALONE”.


Derudover benægter Waters, at koncerterne er aflyst og beskylder Wantuch for ”drakonisk censur” af sit arbejde:

”Hvis hr. Łukasz Wantuch opnår sit mål, og mine kommende koncerter bliver aflyst, bliver det et stort tab for mig, fordi jeg har set frem til at dele mit budskab om kærlighed til det polske folk. Noget, jeg har gjort på mange turnéer i en karriere, som har varet 50 år”.

LÆS OGSÅ: Roger Waters kalder Joe Biden krigsforbryder

ANNONCE