Nyhed

Sexisme eller ytringsfrihed? Musiker og journalist mødtes i skarp debat

Signe Tobiassen og Espen Strunk udvekslede synspunkter på Dokk1 – og debatten var livlig

Den 22. september åbnede Music City Aarhus 2022 i samarbejde med Dokk1 i Aarhus dørene for det første af tre debatarrangementer om musik. Den første debat havde titlen ”Musikjournalist i en wokekultur – debat om køn, sprog og sexisme”, og den kan du nu høre online nedenfor.

Debatten tog udgangspunkt i en samtale mellem på den ene side Signe Tobiassen, CEO på musikundervisningsplatformen More Music Group samt musiker med en fortid i nu opløste Nelson Can og på den anden side Espen Strunk, mangeårig GAFFA-skribent og forfatter til en række bøger om primært musik.

Sammen stillede de skarpt på spørgsmålet om sexisme i musikjournalistikken, herunder i hvilket omfang, ytringsfriheden og den kunstneriske frihed kan være truet midt i tidens store fokus på sexisme og krænkelser – i dette tilfælde af sproglig karakter.


Inden debatten udtalte Signe Tobiassen følgende i en pressemeddelelse:

”En af mine kæpheste i debatten om sexistisk sprogbrug i musikjournalistikken handler om de mere subtile aspekter ved sexistisk sprog. Hvorfor er det eksempelvis ekskluderende at bruge betegnelsen kvindelig bassist frem for blot bassist, når der er tale om en bassist, som er kvinde?” og fortsatte:

”Jeg håber på at kunne give tilskuere mulighed for at blive opmærksomme på de mange nuancer i sproget, som kan være ekskluderende eller sexistiske – ofte helt uden, vi selv er klar over det”.


Også Espen Strunk, som sidste år udgav bogen Den sidste rockjournalist, mente forud for debatten, at samtalen er vigtig. I en pressemeddelelse forud for arrangementet udtalte han:

"Det er indlysende, at vi skal tale – og skrive – ordentligt til og om hinanden – uanset om man er kvinde, mand eller noget derimellem. Men det er vigtigt at skelne mellem reelle problematikker – herunder strukturelle – og den nypuritanisme og overfølsomhed, som desværre også fylder i disse år.” Han fortsatte:

”Virkeligheden er en nuanceret størrelse, og nogle af de nuancer risikerer at gå tabt, hvis der skal sidde et lille, selvbestaltet sprogpoliti og definere spillereglerne for den offentlige samtale. I en tid, hvor mørke kræfter søger at begrænse vores ytringsfrihed, er det så vigtigt som nogensinde at slå et slag for det frie ord".


Positionerne blev trukket op under debatten, hvor moderatoren var biblioteksformidler Sara Bindeballe. Diskussionen var til tider ganske skarp, og publikum havde også mulighed for at stille spørgsmål og kommentere.

De to efterfølgende debatter vil være ”Mask’ på? – debat om hiphop og bandekriminalitet”, der afholdes på Dokk1 den 25. oktober og ”#Metaltoo – er metalmusikken mest for hvide mænd?”, der finder sted på Dokk1 den 7. december. Begge arrangementer er gratis, men billetter skal reserveres på Dokk1’s hjemmeside.

Hør debatten mellem Signe Tobiassen og Espen Strunk her

 

ANNONCE