Drømmer du om en meningsfuld hverdag, hvor du arbejder med mennesker? Og vil du hjælpe patienter, der døjer med smerter i bevægeapparatet? Med en uddannelse i Klinisk Biomekanik (kiropraktor) på Syddansk Universitet kan du gøre en vigtig forskel og hjælpe mennesker med at fungere i deres dagligdag. Studiet tilbyder tilmed et trygt og spændende miljø, hvor studerende hjælper hinanden.
For Mette er det bedste at hjælpe mennesker
21-årige Mette Hedegaard er formand for Foreningen af Nordiske KiropraktorStuderende og studerer Klinisk Biomekanik på 4. semester på SDU. Hun er ikke i tvivl om, hvad det bedste ved at uddanne sig til kiropraktor er.
- Det bedste er, at man lærer at hjælpe mennesker med deres smerter. Selvom dét at have hold i lænden eller nakken ikke er livstruende, så er det til stor gene hos den enkelte person.
Studiet kombinerer biologisk, biomekanisk og psykologisk viden med en dybdegående forståelse af de sygdomme, som påvirker mennesker med smerter i led, muskler og knogler. På uddannelsen får du det videnskabelige grundlag, som er en forudsætning for, at du senere kan fungere som kiropraktor. Du lærer at opsøge ny viden, være kritisk-analytisk overfor denne viden og anvende den i den virkelige verden.
Mødet med kiropraktik
Som barn stiftede Mette bekendtskab med kiropraktik, hvor hun havde gode oplevelser hos familiens kiropraktor. Det var dog først på en sommercamp i gymnasiet, at hun fandt ud af, at det var netop kiropraktor, hun ville uddanne sig til.
- Én af de andre instruktører var netop startet på kiropraktor-studiet. Han fortalte mig om studiet, og hvad kiropraktorer, ud over den manuelle behandling, også laver. Jeg tænkte, at det lød fedt og som noget, jeg kunne se mig selv i. Jeg gik hjem og søgte nettet tyndt om uddannelsen, og da jeg mødte den samme instruktør sommerferien efter, kunne jeg fortælle ham, at det var det, jeg gerne vil uddanne mig til.
Mette er meget glad for studiet og fortæller:
- Der er meget teoretisk læring om kroppen i biomedicin-sporret, og så er det dejligt med et break i hverdagen, når vi har vores manuelle fag, hvor vi øver teknikker og set ups. Der er god balance mellem de biomedicinske fag, vi har sammen med de medicinstuderende og de praktiske fag, som vi kun har sammen med de andre kiropraktorstuderende.
Som uddannet kiropraktor er du specialist i muskel- og skeletsygdomme. Du vil være i stand til at forebygge, undersøge, diagnosticere og behandle lidelser i bevægeapparatet med den nyeste viden og teknologiske udviklinger. Du kan f.eks. arbejde med patienter under sygesikringen som ansat eller i egen praksis, specialisere dig indenfor sygehusvæsenet, blive forsker eller underviser.