FABRÄK: "Vi kan godt lide at lave smadrede ting. Det skal gerne være ondt"

I anledning af weekendens tatoveringsfestival Nordic Ink Festival i Frederikshavn (27.-29. oktober, red.) bringer GAFFA i disse dage en række artikler om tatoveringer.

Det har alle dage set megasejt ud, når et rockband har stået og set hårde ud med kroppen fuld af blæk. Det har altid været temmelig heavy. Men i dag er det ikke kun metalhovederne, der går under nålen. Tatoveringer er blevet hvermandseje, men alligevel er musikken en uadskillelig del af kulturen.

Vi har talt med fire tatovører. De gør hver deres ting, men kærligheden til det sorte blæk er de fælles om. Her kan du møde Anton Dyrby og Sixten Rasmussen. De udgør sammen musikduoen Fabräk og tatoverer begge hos Gaïa i Indre By, København. De startede begge som autodidakte tatovører, men er siden blevet mere etablerede. 

Hvordan ser I en sammenhæng mellem musik og tatoveringer?

Anton: Jeg tror, de fleste mennesker, der laver musik, har et behov for at udtrykke sig. Og så er der mange, der laver musik, der ser tatoveringer som et ekstra krydderi til deres personlighed.

Sixten: Samtidig er der nok også mange musikere, der ikke har en uddannelse, men har brug for et job ved siden af, som ser det ret oplagt at begynde at tusche. Og det er en måde at være kreativ på, at være en fri sjæl og have frihed til at kombinere det med sin musik.

Er jeres tatoveringer med til at forstærke jeres identitet som musikere og band?

Sixten: Jeg tror, de to ting hænger ret meget sammen. Jeg blev først bidt af det, da vi begyndte at spille sammen. Anton havde lidt flere, men jeg havde kun en enkelt.

Anton: Jeg har altid fucket med det, men jeg troede bare ikke, jeg var god nok til at tegne, før jeg begyndte på det. Det er ret fedt at have de to kreative flader, fordi de adskiller sig meget fra hinanden, men alligevel har ret mange fællestræk. Vi kan ikke rigtig undvære nogle af tingene, fordi de er så meget med til at forstærke hinanden. Vi har lært meget om at tatovere gennem musikken, fordi vi har mødt mange tatovører på den måde.

Sixten: Men alt det der med at tatovere hjemme kommer også meget fra musikmiljøet. I techno-miljøet flyder det nærmest sammen.

I startede også lidt hjemme og er ikke faglærte. Er I en del af den udvikling?

Anton: Vi har ikke været i lære som sådan, men når man er i en shop, hvor folk er så dygtige, som de er, er man jo nærmest konstant i lære. De drenge, der sidder hernede, har lært os meget, det har bare ikke været den gængse vej. Og vigtigst er egentlig hygiejnen, hvor vi har fået vores rap over nallerne. Det er lidt ligesom at spille musik. Du behøver ikke at kunne spille på alle instrumenter for at være en god musiker, så længe du bare er klar på at suge til dig.

Men alligevel kan nogle fra den gamle skole også føle sig lidt udfordrede på den tendens.

Anton: Jeg føler også virkelig meget, at der lige nu er to spor. Enten kører du den gamle skole med læreplads, eller også starter du hjemme selv. Der har jo også været nogle fuldstændigt sindssyge lærepladser, hvor folk er blevet fucket totalt. Men det kommer an på, hvad du vil. Vil du vil lave den japanske stil, kan du ikke komme uden om en læreplads. Men samtidig er der meget af det nye, der ser lidt smadret ud, og det er ikke noget, du kan gå i lære for. Det handler så bare om, at det er startet af folk, der ikke kan finde ud af at tatovere, men det er blevet en stil nu.

Er der en sammenhæng mellem jeres stil og Fabräks udtryk?

Sixten: Det er alt sammen lidt død og ødelæggelse. Vi kan godt lide at lave smadrede ting. Jeg laver altid noget med dæmoner og ild og den slags. Det skal gerne være ondt. Og det er også det, der er sjovest, fordi det giver størst mulighed for at udtrykke sig.

Anton: Vores biks er lidt vores hovedkvarter. Vi sidder dernede sammen hele tiden, og det hjælper os med at få fikset ting, der har med musikken at gøre undervejs. Vi er hele tiden i sync med, hvor vi har hinanden.

RASMUS BANG: "Tatoveringer er blevet hvermandseje"