Hvordan fordrer vi artist-fællesskabet, snakkene, de brede skuldre, mentorskabet, sparringen, forståelsen og følelsen af ikke at stå med det hele alene?
Jeg har netop taget et Human Passion-certifikat i mental trivsel i musikindustrien sammen med en gruppe af fantastiske, ærlige og modige kolleger fra branchen, primært fra musikselskaber og managements. I hver eneste lektion, og ved hvert et testimony fra store, kendte artister, kommer jeg til at tænke på, hvor godt det ville føles at have kolleger. Hvor vigtigt det ville have været for min mentale trivsel og hele branchens velbefindende…
Til næste år fejrer jeg mit 20 års jubilæum i musikbranchen. 20 år med op- og nedture, som vi allesammen kender dem. Hvis der findes en artist derude, som ikke kender til ensomheden, tvivlen, oprøret, desperationen, opgivelsen og alle de andre bagsider, så ræk lige en hånd i vejret!
Jeg tror, vi allesammen møder alle aspekterne igen og igen i vores karrierer, og tit uden at få dem bearbejdet eller sågar forstå, hvad det er, der sker. Vi tonser videre, for vi ved, at det er ”først til mølle”… Du har ikke tid til at stoppe op og sunde dig, og du skal ikke vise svaghedstegn, for så står der en anden i kulissen og tager over. Så i mødet med andre i branchen, selv dem som gennemlever det samme som dig, skal du finde muren frem, klistre smilet på og lade som om… Ikke lade nogen komme for tæt på, ikke ind under facaden… Sådan er normen, og det får du at vide. Mæng dig kun med de “rigtige”, hvis med nogen overhovedet.
Jo mere indsigt jeg får i alle sider af den mentale trivsel, stress, depression, angst, PTSD og så videre, jo mere lyst får jeg til, at vi som artisterne, dem der står skiftevis midt i spotlightet og midt i sølet, hjælper hinanden og har en følelse af fællesskab, kollegaskab og reel omsorg, i stedet for den hårde, ufølsomme konkurrence, som jeg altid har mødt. Vi kan søge nok så meget hjælp hos dygtige psykologer og coaches (det mener jeg, man skal gøre), og folk omkring os kan hjælpe, guide og forstå, men jeg tror på, at vi sammen kan dele og hjælpe på et helt andet plan.
Jo mere jeg forstår, hvad den, desværre herskende, dårlige trivsel i branchen skyldes, jo mere tror jeg på, at hvis vi havde hinandens skuldre, ville vi kunne hjælpe hinanden uden om de store nedbrud, de grimme følelser og den dårlige trivsel.
Da jeg første gang stod alene, var der ikke nogen, jeg kunne snakke med, som kendte til min situation. Eller, de var der jo, men havde alle travlt med deres… Hvor går jeg hen, hvad griber jeg fat i, er der noget på den anden side af den følelse, eller er alt slut? Det er klart, at de tanker og følelser fører til karrierer, der slutter alt for tidligt og til artister, der bliver kørt helt ud, hvor de ikke har fodfæste. Resultatet er desværre alt for tit ovennævnte diagnoser, misbrug, mindreværd, isolation og generel dårligdom.
Som jeg ser det, er der ingen grund til rivaliseringen og konkurrencen. Der er en plads til os alle hver især, fordi vi aldrig vil blive ens. En artist er sig selv og kan ikke blot erstattes. Vi kan selvsagt ikke allesammen stå oppe på bjergets tinde samtidig og altid, men vi kan, med hinandens hjælp, nyde og værdsætte alle turene op og ned ad bjergsiderne i stedet for at isolere os og tro, at alle skal og kan klare deres udfordringer alene.
Hvordan fordrer vi artist-fællesskabet, snakkene, de brede skuldre, mentorskabet, sparringen, forståelsen og følelsen af ikke at stå med det hele alene? Såvel for erfarne som upcoming artister.
Jeg vil rigtig gerne starte en konstruktiv debat omkring, hvordan vi får vendt skuden og betragter og bruger hinanden som ægte kolleger og ikke konkurrenter. Byd ind!
Bryan Rice er sanger og sangskriver, musikiværksætter, debattør og bestyrelsesmedlem i Dansk Artist Forbund og Spil Dansk samt udpeget til Københavns Musikudvalg. Klummen afspejler skribentens egen holdning.
LÆS OGSÅ: Om lidt mødes hele musikbranchen i Aarhus, og det her skal de snakke om
