Artikel

Mød de nominerede til GAFFA-Prisen 2025: Fabräk

Frem mod slutningen af 2. afstemningsrunde til GAFFA-Prisen 2025 taler vi med de nominerede i de forskellige kategorier og hører, hvad det betyder for dem at være nomineret.

I forbindelse med 2. afstemningsrunde til årets GAFFA-Prisen, har vi snakket med Fabräk, der er nomineret i kategorien Årets danske rock-udgivelse for deres album Plastikverden (2024), der markerede bandets svære to'er. En udfordrende opgave, der dog resulterede i femstjernet anmeldelse, hvor albummet blandt andet blev beskrevet som "en fucking banger".

Læs også: Halvårets 15 bedste danske album – ifølge GAFFAs anmeldere

I forbindelse med udgivelsen af Plastikverden sidste år deltog den ene forsanger, Anton Dyrby, i et interview med GAFFAs chefredaktør, Ole Rosenstand Svidt, hvor sangeren fortalte om otte sange, der har betydet noget særligt for ham. Læs interviewet her.


Fabräk debuterede i 2022 med albummet Rige børn leger bedst, en udgivelse, der sikrede duoen tre stjerner og blev omtalt som "et halvt mesterværk" i al sin paradoksale renhed. Siden da har de udgivet ep'en 7", og med deres seneste udgivelse har de udviklet sig fra en duo til en bandkonstellation. Desuden har Fabräk for alvor gjort sig bemærket med deres bundsolide liveoptrædender. Anton Dyrby og Sixten Rasmussen, bakket op af et liveband, har indledt moshpits, leveret adrenalin og udstrålet en energi, der kunne forsyne en hel landsby med elektricitet. Læs med, når vi dykker ned i, hvad det betyder for Fabräk at være nomineret til GAFFA-Prisen 2025. 

STEM PÅ GAFFA-PRISEN HER

Hvordan føles det at være nomineret til GAFFA-Prisen, og hvad betyder denne anerkendelse for dig? 


– Det betyder rigtig meget! Vi er selv meget stolte af pladen og havde egentlig håbet på, at den ville have givet os adgang til at købe guld og læder på det sorte marked, men at være nomineret til årets rock album er faktisk bedre!

Hvad betyder publikumsstemmer for dig i en prisuddeling som denne? 

- Publikumstemmer betyder for os, at det er de mennesker, pladen er lavet til, der har været inde og stemme, og det er rart at vide, at den er blevet modtaget, som vi havde ønsket.


Er der en særlig oplevelse fra det seneste år, der har haft stor betydning for din musikalske rejse? 

– Nej ikke rigtig, jeg tror ikke, at vi nødvendigvis er specielt bevidste om vores musikalske rejse, vi lader bare tingene ske.

Hvordan forbereder du på en eventuel takketale – eller tager du det spontant? 

– Vi har hver især et par forskellige takketaler liggende klar på alle tidspunkter. Når man er så rige og kendte, som vi er, kan man risikere at få priser smidt i nakken på alle givne tidpunkter, så det er med at være klar.

Du kan afgive dine stemmer til GAFFA-Prisen til og med den 27. februar.

STEM PÅ GAFFA-PRISEN HER

GAFFA-Prisen 2025 præsenteres af følgende sponsorer.

LÆS OGSÅ: Mød de nominerede til GAFFA-Prisen 2025: Onkel Reje

ANNONCE