Nyhed

Nu får headsettet indbygget luftrenser

Støvsugerproducenten Dyson siger, at de er klar med et headset, der også kan rense luften allerede i 2023

Hvis du har hørt om Dyson før, så er det højst sandsynligt i forbindelse med en af deres mange støvsugere. Men allerede tidligere i år var de ude med en meddelelse om, at de var ved at udvikle et støjreducerende headset med indbygget luftrenser. Det skulle nu blive en realitet til næste år, hvor Dyson forventer at gå på markedet med det helt unikke produkt.

Headsettet får navnet Dyson Zone, og ifølge Dyson bliver det udstyret med støjreduktion, der kan nedbringe støjniveauet med op til 38dB i op til 50 timer på en enkelt opladning.

Naturligvis er deres primære salgsparameter i headsettet luftrenseren. Den kan spændes direkte ind over mund og næse, så du kan trække helt frisk, og renset, luft mens du lytter til musikken.

Det er muligvis ikke så aktuelt i Danmark, hvor luften er af usædvanligt høj kvalitet. Men i visse byer rundt om i verden vil det være en god ide at kunne spænde en luftrenser på hovedet. Folk med luftvejssygdomme vil også kunne få glæde af denne funktion. Luftrenseren skulle nemlig kunne fange partikler helt ned til 0,1 mikron i størrelse.

En tilhørede app, MyDyson, vil samtidig kunne fortælle dig om niveauet af støj- og luftforurening i realtid, lige der hvor du befinder dig.

Dyson Zone er ikke et produkt, der lige der drømt i forlængelse af Covid, men et produkt som virksomheden har arbejdet på i seks år. Udfordringen har været at kunne rense luften, både når du er indendørs og udendørs og få det koblet sammen med et headset.

Endelig oplyser Dyson, at headsettet har en indbygget EQ, der optimerer lyden baseret på brugerens præferencer. Herudover er der også en dobbelt mikrofon, som arbejder med beamforming, der opfanger talen, og som ligeledes er udstyret med støjreduktion.

Headsettet skulle dukke op til marts i de fleste markeder, og det bliver dyrt. Forvent en pris på mellem 6.500 og 8.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Nu bliver de mobile højttalere mere bæredygtige

ANNONCE