Nyhed

Rage Against The Machine-bassist ramt af kræft: Fortsatte genforeningsturné

"Smerten er det værste, den psykiske smerte efter operationen, jeg har aldrig følt en smerte som den”

Tim Commerford fra Rage Against The Machine fortæller i et interview med Spin, at han blev opereret for prostatakræft to måneder inden, at Rage Against The Machine igen fandt sammen og - efter at have udskudt genforeningsturnéen - turnerede i 2021.

”To måneder før turnéen blev jeg opereret, og mine læger fortalte mig, at jeg ikke blev klar. Det var brutalt. Jeg stod på scenen og kiggede på min forstærker i tårer. Så vender man sig ligesom om og bider i det sure æble,” fortæller han i interviewet.

Udover bandmedlemmerne, familien og de tætte venner, har Tim Commerford ikke fortalt om sygdommen før nu - inspireret af Andy Taylor fra Duran Duran, som også kæmper med prostatakræft.


LÆS OGSÅ: ”Der er ingen kur”: Duran Duran-guitarist Andy Taylor er syg med kræft

Mens publikum så den siddende Zach de la Rocha, der havde revet sin akillessene over, kæmpede Commerford således en anden kamp udenfor spotlyset på genforeningsturnéen, som bandet senere aflyste efter de la Rochas skade.

”Jeg har prøvet at finde støttegrupper, men det er svært at finde mennesker, og det er svært at tale om det. Smerten er det værste, den psykiske smerte efter operationen, jeg har aldrig følt en smerte som den.”


Hver sjette måned får han foretaget undersøgelser, mens han stadig skriver sange til sit nye band 7D7D, som han aktuelt arbejder med.

LYT: Rage Against The Machines bassist danner band og udgiver single

ANNONCE