Nyhed

LUKNINGSTRUET SPILLESTED: ”Det er kommet som et kæmpe chok”

Et nyt forslag kan koste dyrt for aarhusianske HeadQuarters

I 12 år har Aarhus-spillestedet HeadQuarters haft sin base på Valdemarsgade 1A, hvor det ugentligt har lagt hus til et væld af koncerter med et primært fokus på ny, original musik. Det er nemlig en del af deres DNA at være mangfoldig og præsentere et alsidigt program.

Det står spillestedet imidlertid potentielt snart overfor ikke længere at kunne, for Aarhus Kommune skal spare 220 millioner kroner, hvoraf 14 af dem skal findes i Kultur- og Borgerservice – og i den ligning befinder HeadQuarters sig desværre sammen med en lang række andre aarhusianske kulturinstitutioner.

LÆS OGSÅ: Aarhus Kommune ude med sparekniven: Lokalt spillested er lukningstruet

Det er et spareforslag, som direktør og ejer af HeadQuarters, Ole Løhde, stiller sig uforstående over for:


- Kulturen i Aarhus har i forvejen ikke sindssygt mange kommunale virkemidler at gøre med, og at man så vil spare 14 millioner, som, i det store regnskab, er en dråbe i havet, lyder bare helt vanvittigt. Det virker i sig selv meget voldsomt, at man overhovedet på et lokalpolitisk plan har lyst til at spare 14 millioner på en allerede meget, meget udhulet kulturpulje.

Forslaget, der er blevet bragt i et nyligt udgivet sparekatalog, lyder helt konkret på at rive den bygning ned, som HeadQuarters har sin daglige gang i, for i stedet at etablere et børnekulturproduktionscenter.

Et kæmpe chok
Det har ifølge medejer af HeadQuarters og musikchef Amira Gluhic været under opsejling, at der skulle ske noget med bygningen på Valdemarsgade, lige siden spillestedet flyttede ind for 12 år siden.


Gennem dets levetid har der været mange forslag i luften – blandt andet blev hele området, der også rummer danseteatret Bora Bora, eksempelvis sat til salg tilbage i 2014.

- Vi har altid haft det hængende over hovedet, men det har altid været med den tanke, at der ikke ville ske noget før om fire til fem år.

Men dét, der imidlertid virkelig har ramt ejerne, er, at HeadQuarters ikke på et eneste tidspunkt bliver nævnt i sparekataloget:


- Det er kommet som et kæmpe chok for os alle sammen, at det her sparekatalog er kommet på gaden, uden at nogen af os er blevet spurgt til noget som helst eller er blevet indviet i noget som helst, fortæller Amira Gluhic, hvorefter Ole Løhde supplerer:

- Og det var jo første, der sprang os i øjnene, fordi vi jo godt kunne se, at det havde en direkte indvirkning på os.

HeadQuarters deler adresse med danseteatret Bora Bora, som faktisk – modsat spillestedet – bliver nævnt i sparekataloget. Her foreslås der en potentiel genhusning, og dermed også et bud på at hjælpe teatret på vej – noget, som ikke er tilfældet for HeadQuarters.

GAFFA har talt med kulturchef i Aarhus Kommune, Lars Davidsen, som anerkender, at spillestedet er en vigtig aktør for kulturlivet i byen, og at kommunen derfor vil gå i dialog med dem, såfremt rokaden bliver besluttet:

- Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at vi kan finde et nyt, kommunalt lokale til dem eller lignende, men vi vil da helt sikkert gå i dialog med dem i forhold til, hvordan vi kan løse deres problem.

Enorm opbakning

Da sparekataloget blev udgivet til offentligheden, blev det hurtigt tydeligt, hvor godt et bagland HeadQuarters har. Blot et døgn efter væltede det nemlig ind med protester i form af høringssvar, og i skrivende stund er der over 1300 af dem, hvor en stor portion er direkte henvendt mod spillestedet.

Men på trods af den enorme opbakning var det desværre også først herefter, at HeadQuarters fik kommunal kontakt, hvilket kom bag på direktøren:

- Kommunen kontaktede os først efter, der var over 5-600 høringssvar, der omhandlede specifikt os, og det er jo selvfølgelig lidt interessant, at det først er der, man får opkaldet, fortæller Ole Løhde og fortsætter:

- De har været meget imødekommende og har sagt, at de gerne vil hjælpe os. Men for os er det varm luft, fordi det er jo fint at sige, at man gerne vil, men der er bare ikke noget, der hæfter nogen for noget. Så på den måde kan det jo godt være, det giver os lidt ro i sindet, men det er jo ikke en garanti.

Både Løhde og Gluhic er blæst bagover af den massive støtte, som de kan se gennem de mange høringssvar og understreger, hvor taknemmelige de er for dem:

- Høringsvarene er noget af det vigtigste lige nu – jo mere folk taler om det, jo mere får det os op, fortæller Ole Løhde, mens Amira Gluhic fortsætter:

- Ja, det er det, der batter for kommunen lige nu, og det er den eneste måde, vi kan råbe op på og få støtte på. Vi er meget taknemmelige for, at folk vil bruge sin tid på at råbe op, og at medierne vil bringe vores fortælling.

Sparekataloget er sendt i høring indtil den 24. november, hvorefter politikerne tager stilling til forslagene. Det er indtil da muligt at bruge sin stemme og sætte ord på, hvorfor HeadQuarters bør bestå.

Det kan du gøre ved at skrive et høringssvar lige her.

Et spillested, der favner bredt

12 år efter HeadQuarters først så dagens lys, har Ole Løhde og Amira Gluhic i dag skabt det sted, de dengang følte manglede. Spillestedet favner nemlig bredt genremæssigt og byder på koncerter til enhver smag.

I hyggelige 70’er-inspirerede omgivelser har flere af byens bands og solister afholdt deres første koncerter på stedet, og derfor spiller HeadQuarters også en enorm vigtig rolle i forhold til det musikalske vækstlag i Aarhus.

- Hvis vi lukker, så tror jeg, at vækstlagsmiljøet i Aarhus er temmelig fucked, udtrykker Amira Gluhic, mens Ole Løhde afslutningsvis fortsætter:

 - Det er jo meget vigtigt at kunne repræsentere de forskellige lag, der er i musikbranchen, og der står vi jo meget markant for ét af de lag – nemlig de musikere, som er i vækst. Det er en del af vores DNA at præsentere det, som måske ikke har en lige så stor chance på de andres scener.

LÆS OGSÅ: MÅNEDENS SPILLESTED: HeadQuarters – hvem taler vores sag?

ANNONCE