Nyhed

SE: Gulddrengs pressemøde ender med VM-sang og rødt kort til Treo

Sangen kommer med et helt nyt løfte om trofæet

Vi spoler tiden tilbage til sommeren ’21. Der er 20 grader, mens de rød-hvide trøjer stadig er våde, efter at regnen netop er stoppet i Aarhus. Alle har øjnene mod den store skærm, hvor Damsgaard står meter udenfor straffesparksfeltet med begge hænder langs siden.

Et suk ind, mens han spejder mod Englands målmand, Jordan Pickford, der skal beskytte målet. Wembleys fans er mod ham, oddsene er mod ham, men Danmark er med ham.

Han løber mod bolden og krøller den centimeter forbi Pickfords højre hånd, og nu regner det i stedet med øl på Tangkrogens store græsareal med tusindvis af fans. Drømmen virker til at kunne blive virkelighed.


”Jeg kan mærke, Danmark vinder EM / Sejren er så tæt på, vi kan se den / Og mon ik’ vi også vinder VM / Det jeg helt sikker på,” lød det fra Gulddreng i hans fodboldsang "Helt sikker," som hittede i 2021.

Men ved slutfløjtet var det England, som spillede sig videre til finalen, og Gulddreng var pludselig presset, da han ikke holdt sit løfte.

Derfor indkaldte han torsdag morgen til pressemøde, hvor blandt andre Mads Steffensen, Thomas Skov og Thomas Treo stillede ham kritiske spørgsmål.


Gulddrengs frustration nåede nye højder for hvert spørgsmål, og vagterne måtte smide både Thomas Skov og Thomas Treo ud, efter at sidstnævnte startede en slåskamp. Det kulminerede alt sammen i en stående Gulddreng med ordene:

”Der kommer en VM sang og den her gang, så tør jeg godt love, at Danmark vinder VM,” var responsen fra Gulddreng. Sangen er ude allerede nu med navnet ”Den officielle VM-sang.”


Og den vil de danske fans formentlig spille, når Danmark møder Tunesien den 22. november.

LÆS OGSÅ: VM-FEBER: Danmarks nye slagsang er ude

ANNONCE