Nyhed

VIDEO: Se Clara levere "kærlighedssang" til Thomas Treo

Den unge sanger har deltaget i Natholdet

For nyligt optrådte den aarhusianske sanger Clara (Toft Simonsen, red.) på TV2-programmet Natholdet. Her sang hun en hymne med titlen ”Tommy Boy” - en sang dedikeret til Ekstra Bladets velkendte musikanmelder Thomas Treo. Her erklærer Clara, med en vis ironisk distance, sin kærlighed til den kække karakter.

”Tommy Boy” er baseret på nogle af de venlige bemærkninger, som Treo har skrevet i sine kritiske anmeldelser af Claras koncerter. Blandt andet synger hun ”Søde Treo, jeg har brug for din hjælp / jeg er røvkedelig og bar’ ikk’ god nok” og ”Jeg synger kun godt nok til et halvtomt telt, og jeg danser lige så stift som en cyborg”.

De to nævnte bidder fra ”Tommy Boy” stammer fra Treos anmeldelser af Claras optrædener på henholdsvis Nibe Festival og Jelling Musikfestival – koncerter, der – ifølge musikanmelderen – var to-stjernede oplevelser. 


Det er ikke noget nyt, at danske kunstnere – ironisk så vel som seriøst – langer ud efter Thomas Treo. Tilbage i 2020 skrev musikeren Lydmor et længere indlæg på GAFFA.dk, hvor hun beskyldte ham for at være sexistisk. Et indlæg, der på flere måder blev bragt frem i mediernes lys.

Kort tid efter Lydmors kommentar havde set dagens lys på GAFFA, bragte de danske medier hurtigt lys på Treos anmeldelser. Den øgede opmærksomhed resulterede blandt andet i, at Ekstra Bladets daværende chefredaktør Poul Madsen og Lydmor deltog i to livedebatter i henholdsvis Go’aften Danmark på TV2 og Deadline på DR2.


Der gik ikke lang tid, før debatten blev fornyet, efter den var stilnet af. Kunstnerne Bisse og Nikoline valgte nemlig at udgive sangen ”Skærmtrold” med et kritisk blik mod Thomas Treo og debatkulturen på Ekstra Bladets hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Nikoline og Bisse laver sang om Thomas Treo og Ekstra Bladet

ANNONCE