Nyhed

D-A-D udgiver nyt album: "Kvaliteten er ultrahøj"

De danske rockveteraner har et nyt album på gaden forholdsvis snart

”For første gang på tre-fire plader er jeg helt oppe at ringe over materialet og glæder mig til at komme i studiet hver eneste dag. Vi har et overskud af både numre og ideer, og det er et sted, jeg har ønsket mig hen med de sidste tre-fire D-A-D-plader. Det er vildt, at det kan ske, at det kan gå i ring. Jeg troede, at det var færdigt, jeg troede, at det var gamle mænd, der gjorde, hvad de kunne, men der er en ny nødvendighed”, siger Jesper Binzer i en pressemeddelelse, om den trettende D-A-D-plade, som udkommer den 4. oktober. 

Albummet Speed of Darkness er blandt andet kommet til i producer Jacob Hansens studie i det sønderjyske, hvor Laust Sonne har fået mulighed for at tilbringe ekstra kvalitetstid med trommerne. 

”Vi har været hos Jacob Hansen i hans studie i Ribe og lave grundbånd, og det er gået over al forventning,” fortæller Laust Sonne, som havde lidt af en fest i studiet i det sønderjyske: ”Jacob Hansen er virkelig god til at lave trommelyd, og han har et indspilningsrum, der er designet til at lave trommer. Og der er ikke mange studier tilbage af den slags, for det meste bliver lavet på en computer hjemme i folks dagligstuer i dag. For trommeslagere som mig, der slår rigtig hårdt og larmer meget på bækkenerne, er det svært at finde studiefolk, der er trænet i at indspille, og det er Jacob. Jo mere los jeg gav, jo bedre lød jeg, så det var virkelig fedt”.


D-A-D kan i år fejre 40 års jubilæum, og som en lille smagsprøve på det kommende album udgiver D-A-D de to sange ”The Ghost” og "1st, 2nd & 3rd" nu på fredag. Jesper Binzer fortæller i en pressemeddelelse, at førstnævnte nummer har en særlig skandinavisk lyd, og handler om nogle af livets svære følelser.

"'The Ghost' er en episk basker, der lyser op bagud og forud. Det er skandinavisk melankoli i vores univers. En sang om adskilt kærlighed, afsavn og håb i en splittet tid. Om at holde fast i noget, der måske kommer, eller måske allerede er forsvundet", siger Jesper Binzer, og tilføjer:

"'1st, 2nd & 3rd' handler om det lange seje træk, når man frigør sig fra noget, der holder hårdt fast. At være fanget i afhængighed med tilbagefald til dårlige forbindelser med et håb om at komme fremad”.


Nick Foss har arbejdet med D-A-D i mange år, og tog også denne gang med til Sønderjylland som producer. Ifølge Jacob Binzer fortæller tilfredsheden fra Nick Foss noget om, at Speed of Darkness er en stærk udgivelse.

”Han synes, at det er en stærkere pulje denne gang end længe, og han har trods alt været med siden 1988,” siger Jacob Binzer, som bliver bakket op af Stig Pedersen:

”Vi har gennemspillet numrene en milliard gange. Det er lang tid siden, at det har været så koncentreret, og kvaliteten er ultrahøj. Havde det været lortenumre, tror jeg ikke, at hverken vi eller Nick Foss ville tage helt til Ribe og være der i 14 dage bare for trommernes skyld.”


De to numre ”The Ghost” og "1st, 2nd & 3rd" udkommer som sagt nu på fredag den 17. maj, og fungerer som springbrættet til en større turnésommer med 24 koncerter med start på den søndag 19. maj på Rock Hard Festival i Tyskland. I efteråret følger en turné på 16 koncerter i Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Schweiz samt et for længst udsolgt Royal Arena den 1. november. 

D-A-D fylder i øvrigt 40 år i år. Vi mødte dem, da de albumdebuterede i 1986 som Disneyland after Dark. Læs interviewet her.

LÆS OGSÅ: INGEN BUMMELUM I BUSSEN – man kommer helt tæt på D-A-D i anbefalelsesværdig udstilling trods teknisk svipser

ANNONCE