Nyhed

Tønder-aktuel sanger faldt om på scenen under direkte tv-udsendelse

Det vides endnu ikke om den dramatiske hændelse får betydning for planlagte koncerter i København og Tønder

Både kolleger, kamerafolk, publikum og tv-seere fik sig en slem forskrækkelse tirsdag, da den populære, svenske sanger David Ritschard pludselig faldt om for rullende kameraer under den direkte udsendelse Ålsang på Skansen.

Programmets vært Pernilla Wahlgren ilede til, da den 34-årige svenske countrysanger faldt besvimet om. Han blev derefter hentet på en båre og transporteret om bag scenen, hvor han kom til sig selv. Det skriver Aftonbladet, som har talt med værten Wahlgren om det chokerende optrin.

 - Jeg blev meget urolig, da jeg gik hen og kunne se, at han var besvimet. Samtidig fik jeg at vide i mit øre, at programmet skulle fortsætte, fortæller værten, som efter eget udsagn nåede at gennemleve hele følelsesregisteret i løbet af de hektiske minutter på scenen:


- Det var både glæde, drama, uro og lettelse, udtaler hun og tilføjer:

- Jeg er så glad og lettet. Det vigtigste på hele aftenen var, at han har det godt og kom til sig selv. Jeg tænker på ham.

David Ritschard udgav debutalbummet Brobrännaren i 2019 og fulgte op to år senere med Blåbärskungen. Han skal efter planen spille på Loppen i København på torsdag i næste uge (24/8, red.) og dagen efter på årets Tønder Festival.


Adspurgt om, hvorvidt det fortsat er planen at gennemføre koncerten, henviser Tønders Festivalens pressemedarbejder til en kortfattet erklæring fra Ritschards management.

"David besvimede kortvarigt efter sin optræden og interview på scenen. Han fik hurtigt den nødvendige hjælp og har det efter omstændighederne godt," lyder det derfra.

BAKSPEJLET: Håndplukkede højdepunkter fra de sidste ti års Tønder Festivaler


ANNONCE