Nyhed

Bruce Barthol fra Country Joe & The Fish er død

Bassisten fra et af San Francisco-scenens store bands er gået bort som 75-årig

Det har været stille om Country Joe & The Fish i mange år. Men i deres storhedstid i slutningen af 1960'erne var gruppen faktisk et af tidens markante navne - ikke mindst i hjembyen San Francisco, hvor de var del af et musikmiljø, der også talte navne som Big Brother & The Holding Company, Grateful Dead og Quicksilver Messenger Service.

Nu er bassisten Bruce Barthol gået bort i en alder af 75 år. Det fremgår af en Facebookopdatering fra bandets gamle guitarist Barry "The Fish" Melton, som blandt andet skriver:

"Åh, det her er så svært...(jeg) så ham på Valentinsdag og troede, at han havde meget længere tid tilbage...han var sådan et vidunderligt menneske...vi gik i gymnasiet sammen og havde mødt hinanden endnu tidligere...fik jeg nævnt, at han spillede bas i en af de tidligste, elektriske udgaver af Country Joe & The Fish?"


Country Joe & The Fish udgav deres debutalbum Electric Music for Mind and Body i 1967 og optrådte samme år på Monterey Pop Festival - verdens første regulære rockfestival. Barthol medvirkede også på gruppens to efterfølgende album, I-Feel-Like-I'm-Fixin-to-Die (1967) og Together (1968), inden han forlod gruppen på grund af interne uenigheder.

Barthol var således ikke med, da gruppen optrådte på Woodstock-festivalen i august 1969 - eller da de spillede i Tivolis Koncertsal i København samme år. I 2021 døde gruppens trommeslager, Gary "Chicken" Hirsh.


Country Joe er blevet 70

ANNONCE