Nyhed

KARMISK KÆRLIGHED: Vi mennesker har kun hinanden til låns på ny single fra Swan Lee

Højt elsket, dansk poprock-trio følger op på sit seneste hit med ny melankolsk single om karmisk kærlighed

Swan Lee-medlemmerne, Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck har netop færdiggjort tredje album i rækken. Derfor vil vi i dag blive ekstra forkælet med en helt ny single, ”How Forgiveness Goes”.

– "How Forgiveness Goes" er en sang om karmisk kærlighed – om, at vi mennesker, kun har hinanden til låns, så længe vi passer på kærligheden. "How Forgiveness Goes" handler om stadiet, hvor mennesker, i et brud, giver slip på hinanden for at kunne sætte hinanden fri på ny. Singlen, ligesom det kommende album, produceret i samspil med Søren Buhl Lassen (Brimheim, moi caprice, Lucky Lo med flere), lyder det i en pressemeddelelse. 

LÆS OGSÅ: De spiller live til GAFFA-Prisen 2023


Titlen som værende et af Danmarks mest betydningsfulde og elskede bands i 00’erne kan uden tvivl overrækkes til Swan Lee. Dengang gik bandet rent ind hos lytterne, såvel som på hitlisterne, med numre som ”Love Will Keep You Warm”, ”I Don’t Mind” og ”Tomorrow Never Dies”. De var med til at give dansk rock en ny lyd; drømmende og med tekster, som sætter sig fast.

Efter 17 år er Swan Lee igen tilbage med ny energi og inspiration kogt ned til et nyt album, en Danmarksturne, ekstrakoncerter og ikke mindst comeback-singlen, ”Heaven”, som spilles på repeat på danske radiokanaler.

I går kunne vi her på GAFFA bringe en nyhed om, at Swan Lee giver deres kun anden optræden i 17 år til årets GAFFA-Prisen 2023, som finder sted den 2. marts 2023 i Musikhuset Aarhus. Du kan købe dine billetter lige her.

Hør "How Forgiveness Goes":


 

ANNONCE