Nyhed

TRAUMECENTRET: Bisse annoncerer nyt album med tunge tematikker

Dansk mester i tematiske album udgiver det 14. i rækken lige om lidt

Den yderst produktive sanger og sangskriver Bisse har annonceret udgivelsen af sit 14. album Traumecentret, der er sat til at udkomme den 11. august. Indtil videre har han udgivet singleforløberen ”Hjerteløbere”, mens han også udtaler i en pressemeddelelse, at liv og død er de primære tematikker på Traumecentret, som han selv kalder et mindealbum.

I 2022 udgav Bisse albummet Homunculus (latin for ”lille menneske”), og albummet modtog fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder. GAFFAs anmelder kaldte blandt andet albummet for et kærlighedsopus a la Bisse, som han hylder som en tematikkens mester:

”Bisse er på mange måder tematikkens mester på sine album, og hans 13. af slagsen er ingen undtagelse, som består af 15 blodrøde kærlighedssange, som også kan høres om en hyldest – eller overgivelse – til kvinden,” lyder det blandt andet i anmeldelsen.


Det nye album er indspillet med Bissebanden bestående af Adi Zukanovic, Lars Bech Pilgaard, Jakob Falgren og Bjørn Heebøll i Gula-studiet i Malmø. I pressemeddelelsen fortæller Bisse om, hvad lyttere kan forvente af det kommende album:

”Det er et mindealbum om liv og død, håb og håbløshed, drøm og traume. Traumecentret er stedet, man kommer hen for at få helet sine sår.  På vores traumecenter behandler vi det sår, som aldrig helt vil hele: længslen efter de døde, og angsten for døden selv,” udtaler Bisse med det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær.

Vinyludgaven udkommer den 14. september, hvor der også er premiere på iscenesættelsen af Traumecentret på Teater Republique på Østerbro i København.


Bisse er også aktuel på hyldestalbummet En aften med Andersen, der er studieversionen af en række hyldestkoncerter holdt til fordel for den afdøde forfatter Benny Andersen. Her optræder han sammen med Per Vers, Danmarks Underholdningsorkester, Katinka, Rasmus Dissing og Bodil Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Bisse: Her er mit soundtrack til livet

ANNONCE