Nyhed

TESTAMENT FOR RONNI: De skrigende halse-album genudgives på vinyl

Musikken fra Søren Faulis tredive år gamle kultfilm bliver atter tilgængelig i begrænset oplag

"Kaldte du mig for Djarnis-drengen?!" Hvis man var ung eller voksen i halvfemsernes Danmark, vil der være en vis sandsynlighed for, at man kan huske De Skrigende Halse - Søren Faulis film om det fiktive punkband af samme navn og deres usympatiske manager Djarnis (uforglemmeligt spillet af Søren Pilmark).

Filmen havde premiere i 1993, og fire år senere udkom musikken på cd under titlen Testament for Ronni. Nu er De Skrigende Halse så tilbage. 26 år efter det oprindeligt udkom, genudsendes albummet med musikken fra filmen nemlig - denne gang på vinyl. Pladen udkommer i i alt 750 nummererede eksemplarer på henholdsvis sort, gennemsigtig og rød vinyl.

Hermed er der altså atter mulighed for at dykke ned i ironiske genrestykker som "Riders of Depression" og "Dark Passage" foruden små dialogbidder. Og det lidt slidte udtryk "kultfilm" giver faktisk mening i dette tilfælde, som selskabet gav genudgivelsen påpeger i pressematerialet:


"Det er 30 år siden, at Danmarks Radio sendte filmen første gang. Søren Fauli og Bo Hr. Hansens 65 minutter lange tv-film om dødskult-bandet De Skrigende Halse og den stakkels usikre guitarist Ronni Olsen blev sendt klokken 21:48 den 7. marts 1993. Ikke mange seere fulgte med, og da den blev genudsendt den 11. oktober, var der heller ikke den store interesse," skriver selskabet og uddyber:

"Den kom snigende, for en lille lukket kreds rundt omkring i landet dyrkede filmen, og der cirkulerede VHS-bånd med filmen rundt omkring. Overspilninger af overspilninger og den slags, for der var ikke mange, der havde optaget filmen de gange, den blev sendt, og nogle af dem, der havde, havde måske ikke lige fået starten med og så videre. En kultfilm i ordets oprindelige betydning."

Og det stoppede ikke dér. I sommeren '96 trådte det fiktive band nemlig ud i virkelighed og gav koncert på årets Roskilde festival - med musikalsk assistance af et par ægte punkveteraner i skikkelse af Peter Peter Schneidermann på guitar og den gamle Before-bassist Lars “Tolle” Tolstoy. Foruden altså de fleste af filmens skuespillere og bagmænd: Søren Fauli, Søren Pilmark, Nils Lassen, Thomas Bo Larsen, Martin Brygmann, Sofie Gråbøl med flere.


Testament for Ronni udkommer den 21. april 2023 og kan forudbestilles lige her. Bag udgivelsen står selskabet Turn It Over Records, som de seneste par år har stået bag genudgivelser og udgivelser med blandt andre Young Flowers, Niels Skousen og Burnin' Red Ivanhoe.

 

Dansk rockklassiker genudgives - og fejres med releasekoncert


ANNONCE