Festivalen kan allerede byde velkommen til Tina Dickow, Guldimund og Lucky Lo
Festivalelskere blev denne sommer nødt til at finde på andre aktiviteter i uge 30, da den traditionsrige Langeland Festival måtte begære sig konkurs i 2022. I oktober lød det dog, at den familieorienterede festival genopstår - stadigvæk på Rue Mark i uge 30 ligesom den nu lukkede Langelandsfestival, men med et nyt navn og med nye tiltag.
Den nye festival har navnet Ø Festival Langeland og kan således åbne for gæster allerede i sommeren 2024.
”Vi har en festival, der er seks dage, og minimum de tre første dage bliver spækket med aktiviteter, der går ud på ikke at lukke festivalen om sig selv, men i stedet at åbne festivalen for hele den ø, den er på,” udtalte festivalleder for Ø Festival Langeland, Søren Spliid, dengang til TV2 Fyn.
Kort efter annonceringen af det nye festivalnavn offentliggjorde Ø Festival Langeland Tina Dickow, Guldimund og Lucky Lo som de første navne på næste sommers plakat. Nu udvider festivalen med yderligere seks artister, som lægger vejen forbi Ø Festival Langelands første sæson.
Første navn er Coco O. som blandt andet er kendt som den ene del af duoen Quadron. Sidenhen har Coco O begået sig som soloartist og udgav i september sit andet album Sharing Is Caring, der handler om det at hige efter at blive mor.
Også Alex Vargas gæster Ø Festival Langeland til sommer. Vargas udgav i starten af året sit anmelderroste album Big Big Machine. Lige nu er han desuden aktuel med en større Danmarksturné, der bringer ham rundt til 16 danske byer.
Den danske jazztrio Hvalfugl udsendte i 2017 deres debutalbum By og har sidenhen udgivet yderligere to album, hvoraf det seneste, Øjeblikke Vi Husker, udkom i 2020. I september i år var Hvalfugl klar til at dele en forsmag på deres kommende tredje album i form af ep’en Strømmer.
Fjerde navn på listen er en de helt store danske sangere og sangskrivere. Anne Linnet har en lang karriere bag med adskillige udgivelser både som solist og som en del af Tears, Shit & Chanel, Anne Linnet Band og Marquis de Sade. I juli måned kunne hun fejre sin 70-års fødselsdag, og i den anledning genpublicerede GAFFA et stort portrætinterview med Linnet fra 2015, hvor hun var aktuel med albummet Alle mine drømme til dig.
Karl William debuterede i 2024 med albummet Døende, som sikrede ham P3’s talentpris i en alder af 19 år. Sidenhen har han været aktuel med flere albumudspil, hvoraf det seneste udkom sidste år. For nyligt annoncerede Karl William, at han drager på en forårsturné i det nye år, hvor han besøger landets fire største byer.
Sidste navn på plakaten er den dansk-tyrkiske-kurdiske gruppe Aysay. I 2021 udgav de deres debutalbum Su Akar, og fulgte i år op med deres andet albumudspil Köy, der betyder ”landsby”, og som ifølge forsanger Luna Bülow Ersahin er ”en hyldest til et samfund, jeg har mistet og savner dybt.” For nyligt blev det annonceret, at AySay er en af de kunstnere, der i 2024 får bevilget økonomisk støtte fra Statens Kunstfond.
Ø Festival Langeland finder sted i uge 30 i perioden den 25.-27. juli 2024. Billetter til festivalen kan findes her.
Han forsøgte uden held at komme ind på politiskolen – nu holder han publikum i musikalsk benlås