Nyhed

ROSKILDE KOMMUNE: "Det er gennem bredden, at talenterne vokser frem"

GAFFA har fokus på fremtidens stjerner, og undersøger derfor, hvordan landets kommuner støtter børn og unges talentudvikling

Hvordan støtter man bedst børn og unge, som elsker musik? Og hvordan sørger man for, at man husker den brede diversitet for lokalområdets kulturtilbud? Redaktionen har kontaktet formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune Mogens Hallager, som fortæller om kommunens indsatsområder.

Hvordan støtter Roskilde Kommune børn og unges musikalske talentudvikling?

"Musikken har en central plads i børnenes liv i Roskilde Kommune. Det er vigtigt for os, at alle børn møder musikken tidligt. Den er med til at sikre en god og tryg overgang fra dagtilbud til skole, og alle børn har rytmik og musikforståelse i indskolingen.


Har man lysten til at forfølge musikken, er der flere gode veje ind på de næste trin i fødekæden. Der er Roskilde Domkirkes korskole, Roskilde Garden, hvor man kan lære at spille et instrument, og naturligvis Kulturskolen Roskildes mange tilbud på tværs af kommunen. Senere i skolelivet er der mulighed for, at børn med en særlig passion og talent inden for musikken kan søge ind i Musikklasserne på Østervangsskolens udskolingsniveau. Her får de sammen med andre ligesindede ekstra meget musik i deres undervisning og hverdag. I kommunens klubber er der også rig mulighed for at blive en del af musikalske fællesskaber med andre unge og skrive og producere egen musik.

Roskilde Kommune støtter desuden den musikalske fødekæde gennem samarbejde, brugs- og driftsstøtte samt med puljemidler til vækstlagsvenues, spillesteder og øvelokaleforening, så talenterne kan udøve deres talenter afhængigt af, hvor de befinder sig i det musikalske kredsløb.

Derudover er Roskilde Kommune en del af Kulturmetropolen, herunder Musikmetropolen, som igangsætter flere initiativer, hvor talenterne kan udvikle sig, eksempelvis SubUrbanGrrls og UrbanGrrls. Roskilde Kommunes perspektiv er, at det er gennem bredden, at talenterne vokser frem." 


Hvordan sikrer Roskilde Kommune diversitet og en bred repræsentation i områdets kulturudbud?

"Som udgangspunkt arbejder vi med en målsætning, der hedder "Musik for Alle", og derfor har vi løbende dialog i kommunens musikbyudvalg, på forvaltnings- og aktørniveau om, hvordan vi kan lykkes med at nå flest mulige. På et musikbyudvalgsmøde har køn og diversitet været på dagsordenen.

Bandakademiet har sammen med DR udarbejdet rapporten "Kvinderne i Musikken", der udkom i 2022. Dernæst har vi flere musikforeninger, spillesteder og aktører, der er meget optagede af at sikre repræsentation og tilgængelighed. Der er løbende samarbejder og initiativer, der har dette som fokus.


Der er desuden iværksat initiativer i forhold til etniske minoritetsgrupper og lavindkomstgrupper. I 2023 afsluttede vi det treårige projekt "SPIL OP", hvor tre skoler i almennyttige boligområder havde samspil på skemaet én lektion om ugen. Kulturskolen Roskilde stod for undervisningen. Derudover besøgte musikere fra Danmarks Underholdningsorkester undervisningen, og eleverne optrådte sammen med orkesteret, blandt andet i forbindelse med en afsluttende sommerkoncert i boligområdet Æblehaven. Dette blev afholdt i samarbejde med Boligselskabet Sjælland, og inden koncerten besøgte musikere fra Danmarks Underholdningsorkester forskellige borgergrupper i området. Derudover har Turning Tables slået sig permanent ned i Æblehaven og etableret Kultur Lab, hvor børn og unge arbejder med video, foto og musik."

Har kommunen en særlig plan eller prioritering for musik i lokalområdet?

"Byrådet i Roskilde Kommune vedtog i 2017 en ambitiøs og bredt forankret Musikbystrategi – Alle Tiders Musikby, der er baseret på to målsætninger: "Musik for Alle" og "Musik Sammen". Strategiens formål er at understøtte og videreudvikle kommunens mangfoldige musikliv og sikre, at endnu flere møder musikken i deres hverdag og skabe rum for at skabe musikinitiativer sammen. Strategien blev udviklet i tæt samarbejde med musiklivets aktører, som stadig spiller en central rolle i det daglige arbejde med at udvikle og styrke musikbyen. Der er etableret et musikkontor centralt i kommunen, som blandt andet driver Polyfon - et digitalt og fysisk samlingssted, hvor musiklivet kan blive inspireret, kvalificeret og forbundet med hinanden."

Hvilke musik- og kulturtilbud ønsker kommunen flere af, og er der noget, der skal nedprioriteres?

"Kommunen ønsker i øget grad at understøtte fællesskaber, det gode liv og trivsel gennem musik, kunst og kultur. Et andet ønske er at involvere borgere, der af etniske, kulturelle, traditionelle eller økonomiske årsager ikke er en del af musikmiljøet i kommunen."

LÆS OGSÅ: AALBORG KOMMUNE: Det kræver en særlig indsats at få flere med

ANNONCE