Nyhed

CHARMERENDE SNØVLEVOKAL: Afskum tager på Danmarksturné – se alle koncertdatoerne

Annonceringen falder i kølvandet af Afskums debutalbum som udkom tidligere på året

Nok giver navnet Afskum ikke ligefrem positive associationer. Men ikke desto mindre har Prince Askar, der står bag kunstnernavnet, formået at skabe en del positiv opmærksomhed om sit musikalske projekt.

Siden 2022 har Afskum leveret den ene vel-anmeldte koncert efter den anden, og det til trods for, at han på det tidspunkt ikke havde udgivet et eneste nummer. Det blev der lavet om på i april, da Afskum langt om længe udgav sit selvbetitlede debutalbum.

”På sit debutalbum forsøger Afskum sig med vildt mange ting, og ud over nogle meget få undtagelser fungerer det så fucking godt. Fra desperat techno-smadder over en melankolsk guitarsjæler til hiphop, synthpunk og hjerteskærende spoken word, så ser Askar ingen begrænsninger. Oven i det skriver han dybt tankevækkende tekster, der er lige så fantastiske som foruroligende. Man kan kun håbe, han har flere solskinsdage i vente,” lød det fra GAFFAs Stefan Rutovic, som kvitterede med fem stjerner til albummet.


Nu annoncerer Afskum en større Danmarksturné i 2024. I alt 17 byer får besøg af Afskum, når han starter turnéen til februar. Første stop bliver Tapperiet i Køge den 16. februar, mens sidste stop sker den 29. marts på Streetdome i Hadserslev.

Afskums tekstunivers er råt og dystert og bliver båret frem af ambitiøse beats. Afskum har tidligere udtalt, at han ønsker at tage sin lytter med til Danmarks mest deprimerende morgenfest – for det er ikke altid smukt at være ung.

I weekenden, lørdag den 14. oktober, spillede Afskum koncert på Loppen i København. GAFFAs anmelder Elias Kvist var til stede ved koncerten, som han gav fem stjerner, mens han fremhævede Afskums evne til at erobre publikum med et brag af en fest.


”Der er ofret en del i aften for den rene rå energi, som Afskums musik også lever højt på. Men det er samtidig svært at have noget imod det for alvor, når tilstedeværelsen er så aktiv og tændt, at Christiania de facto gynger til højre og venstre, mens håndtegnene flyver helt op i loftet,” hed det blandt andet i anmeldelsen.

Se den fulde turné-oversigt

  • 16. februar – Tapperiet, Køge
  • 17. februar – Templet, Lyngby
  • 23. februar – Raschs Pakhuz, Rønne
  • 24. februar – Richter, Gladsaxe
  • 29. februar – Gimle, Roskilde
  • 01. marts – Elværket, Helsingør
  • 02. marts – B&W Live, Haslev
  • 07. marts – Harders, Svendborg
  • 08. marts – Generator, Ringkøbing
  • 09. marts – Studenterhuset, Aalborg
  • 13. marts – Subhuset, Holstebro
  • 14. marts – Mejeriet, Sønderborg
  • 15. marts – Platform K – Horsens
  • 16. marts – Posten, Odense
  • 22. marts – Hotel Cecil, København
  • 23. marts – Voxhall, Aarhus
  • 29. marts – Streetdome, Haderslev

Afskum indtog ikke bare scenen, den blev overtaget


ANNONCE