Nyhed

Vestjysk festival aflyser næste års musikfejring

Esbjerg Kommunes populære festuge får ny dato til næste sommer. Lokal festival ser sig nu nødsaget til at aflyse deres arrangement

Der kommer ingen 80'er festival til Esbjerg næste sommer. Det er konklusionen i et længere Facebook-opslag fra festivalen Esbjerg 80'er Fest.

- Vi må desværre meddele jer, at vi er tvunget til at aflyse festivalen i 2024. Planen var ellers at gennemføre en udendørs festival i Vognsbølparken, Esbjerg, lørdag 1. juni 2024, og billetterne skulle efter planen sættes i salg i indeværende uge, skriver Esbjerg 80'er Fest. 

Aflysningen sker på baggrund af, at Esbjerg Kommune har besluttet at flytte deres festuge-arrangement fra august til juni-måned i 2024. Nærmere præcist d. 7. juni - altså kun én uge efter Esbjerg 80'er Fest skulle løbe af stablen. Flytningen af festugen blev offentliggjort i en pressemeddelelse d. 27. september. Ifølge festivalen Esbjerg 80'er Fest blev de ikke orienteret om kommunens ændring af festuge-datoen. Konkret skulle festivalens ledelse så sent som d. 25. august i år have deltaget i et møde med Esbjerg Kommunes eventafdeling, hvor der ikke blev nævnt noget om den ændrede dato for kommunens festuge. Som  konsekvens heraf skriver arrangørerne, at de nu ser sig nødsaget til helt at aflyse 80'er festivalen for at sikre sig mod et større økonomisk underskud: 

- Festivalens ledelse vurderer derfor, at det vil være for risikabelt at gennemføre festivalen 1. juni. Som privat kulturaktør har vi ikke mulighed for at konkurrere mod et stort kommunalt, skattefinansieret kulturarrangement. Risikoen for et kæmpe underskud er ganske enkelt for stor, skriver Esbjerg 80'er Fest.


Borgmester for Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, fortæller i en udtalelse til GAFFA, at han synes, det er ærgerligt, at festivalen ikke prøvede at sælge billetter før de valgte at aflyse arrangementet:

- Jeg er jo ærgerlig over, at de har valgt at aflyse 80'er festivalen. Den har ligget i starten af maj sidste år, og nu havde de så åbnebart valgt at flytte den. Jeg synes det er ærgerligt, at man aflyser uden, at man har prøvet at sælge billetterne for at se, om der ikke kunne være plads til begge dele. Det er jo to meget forskellige arrangementer i min optik, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen til GAFFA. 

GAFFAs journalist spørger borgmesteren om, hvorvidt der er opstået en kommunikationsbrist når festivalen skriver, at Esbjerg Kommune ikke har orienteret dem om den nye dato for festugen: 


- Det kan man altid lærer af bagefter - om man kunne have koordineret det noget bedre. Men der sker bare rigtig mange ting i Esbjerg-området, og derfor er det... Uanset hvornår man placerer et arrangement, så vil der være et andet arrangement weekenden efter eller weekenden før eller inden for kort tid. Så det vigtige er jo, at man ikke får det placeret oveni hinanden. Og det er man er - mig bekendt - lykkedes med at finde et tidspunkt, hvor tingene ikke kolliderer med hinanden, afslutter borgmester for Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

LÆS OGSÅ: STOR U-VENDING: Nyt håb for fremtidigt Esbjerg-spillested

 


ANNONCE