Nyhed

Hvorfor når mange kvinder og kønsminoriteter ikke længere end musikskolen? Nyt projekt satser på mere imødekommenhed i øvelokaleforeningerne

Et nyt projekt har til formål at øge andelen af kvinder og kønsminoriteter i øvelokaleforeninger

Selvom kvinder og kønsminoriteter er godt repræsenteret på musikskoler og musikuddannelser, er vejen til succes i musikverdenen stadig fyldt med barrierer.

Sådan fastlås det i en pressemeddelelse af folkene bag projektet Ekho Effekt -  et initiativ, der ønsker at bryde skævheden ved at fokusere på et nøgleområde mellem musikskolerne og den professionelle musikscene - nemlig øvelokaleforeningerne.

Ekho Effekt har som mål at skabe lige muligheder for kvinder og kønsminoriteter i øvelokaleforeningen Ekho Ekho. I øjeblikket udgør kvinder og kønsminoriteter nemlig kun en lille andel af medlemmerne, lyder det.

Derfor har øvelokaleforeningen søsat projektet, der ved at implementere forskellige værktøjer og initiativer, vil øge kvinders og kønsminoriteters deltagelse.

Ambitiøse mål

Projektet har en ambitiøs målsætning om at øge andelen af kvinder og kønsminoriteter i øvelokaleforeninger. Da projektet startede i 2022 lå andelen på 10 procent, men er nu steget til 20 procent. Målet for Ekho Effekt er at nå op på 30 procent inden for en toårig periode.

“Stigningen fra 2022 til 2023 er allerede et klart bevis på, at indsatserne virker”, lyder det fra folkene bag Ekho Effekt.

Ekho Effekt har derudover også en målsætning om, at mindst tre andre øvelokaleforeninger har implementeret dele af eller hele projektet inden for den toårige periode. 

Men hvad er det så helt præcist Ekho Effekt gør, for at få flere kvinder og kønsminoriteter til at bruge øvelokalerne?

De vil blandt andet opnå deres mål ved at tilbyde kvinder og kønsminoriteter særlig adgang til lokaler, der er mere imødekommende og inkluderende for alle musikere, uanset køn.

Fra dem selv lyder det, at EKHO’et foran EFFEKT understreger, at de resultater, projektet skaber, vil have betydning uden for EKHO EKHOs mure – som ringe i vandet eller synergi i musikbranchen.

Gennem talks, workshops og et øvelokale øremærket til musik af kvinder og kønsminoriteter, vil projektet skabe en kulturforandring og derigennem sikre, at flere kvinder og kønsminoriteter bliver en del af øvelokaleforeningen.

Den  26. september afholdes desuden en konference på Refshaleøen, Fremtidens Mangfoldige Musikfællesskaber, hvor aktører i musikverdenen er inviteret til samtale om, hvordan ligestillingen får fokus i øvelokaleforeningerne.

ANNONCE