Nyhed

FESTPORTAL: Fraads annoncerer egen festival

Tidspunkt og venue er på plads men endnu ingen af gæsterne offentliggjort

Hiphop-duoen Fraads har spillet på mange af landets festivaler - blandt andet Roskilde og Spot. Nu vil gruppen, bestående af David Engelbrecht og forsanger Papa Erotic, afholde deres egen festival under navnet Portal To Party.

Festivalen kommer til at foregå på Pumpehuset i København den 13. og 14. september.

“På det seneste har vi ikke kunnet slippe tanken om at lave vores egen festival, hvor kunstnere, som vi elsker, spiller. Vi har udvalgt musik og kunstnere, der inspirerer os, og som vi på en eller anden måde føler os beslægtede med, og som vi har lyst til at præsentere for vores fans. Det er en dream come true!” udtaler David fra Fraads i en pressemeddelelse, hvortil Papa E fra Fraads tilføjer:


"Vi drømmer om at vores elskede fans skal blive overrasket og opdage nye artister, om end det er på scenen eller til et lille surprise show i rygeren midt om natten. Vi kommer til at bruge hele Pumpehuset og få ting til at ske!"

Ifølge pressemeddelelsen skal Fraads selvfølgelig selv spille til festivalen, men det er endnu uvist hvem der ellers skal spille. Der vil efter sigende komme flere annonceringer på Faards egen Instagram inden festivalen - find den her.

Sidste gang, GAFFA oplevede Fraads live, var på Eos scenen til Roskilde Festival sidste år. Koncerten fik af GAFFAs udsendte fem stjerner.


”Vi får både nye sange og gamle kendinge under aftenens koncert, og mens de nye sange passer fejlfrit ned i kartoteket, er det er naturligvis de gamle kendinge, der virkeligt tager kegler. ’Heroppe’, ’Farlig danser’ og ’Døde i dine arme’ er de største crowd-pleasere. Her vender publikum sig ikke mod scenen, men hellere mod hinanden med ægte julelys i øjnene. Det er, som om alle pludseligt transporteres tilbage til helt vidunderlige minder, som disse sange har været soundtrack til, og sangene er derfor lykkelige gensyn på mere end én måde – måske endda på mere end hundredvis af måder,” lød det i anmeldelsen.

FRAADS: Flugt behøver ikke at være grundet i, at du hader dér, hvor du er

ANNONCE