Den amerikanske hardrock-gruppe vender tilbage til Danmark i sommeren 2025 og giver koncert i Eskelunden i Aarhus
Legendariske Guns' N' Roses har netop annonceret, at de kommer til Danmark i sommeren 2025 som del af en omfattende turné i Europa og Mellemøsten. Det oplyser en pressemeddelelse. Bandet headliner stadioner og festivaler i løbet af sommeren og spiller den 29. juni 2025 i Eskelunden i Aarhus. Ifølge pressemeddelelsen, vil de også turnere med 'special guests' som Public Enemy, Rival Sons og Sex Pistols med Frank Carter på udvalgte datoer.
Turnéen starter den 23. maj og inkluderer 24 koncerter, hvor bandet for første gang spiller i Saudi-Arabien, Georgien, Litauen og Luxembourg. De vender derudover tilbage til Bulgarien, Serbien, Tyrkiet, Portugal, Spanien, Italien, Tjekkiet, Tyskland, Storbritannien, Danmark, Norge, Sverige, Finland, Polen, Ungarn og Østrig.
Den amerikanske hardrockgruppe Guns N' Roses blev dannet i Los Angeles i 1985. De brød igennem i 1987 med debutalbummet Appetite for Destruction, der indeholdt hitsinglerne “Welcome to the Jungle”, “Sweet Child O’Mine” og “Paradise City”. Bandet havde dernæst stor succes frem til midt-90’erne, hvor der skete en række udskiftninger i lineuppen. Bandet udgav ingen album i årene 1993-2008, og comebackalbummet Chinese Democracy var en kommerciel og anmeldermæssig skuffelse. På dette tidspunkt var sanger Axl Rose eneste tilbageværende medlem fra sen-80’er-lineuppen. I 2016 blev Axl Rose genforenet med to af de tidligere kernemedlemmer, guitarist Slash og bassist Duff McKagan, og begyndte at turnere med disse, blandt andet til Parken i 2017 og Odense Dyrskueplads i 2018, hvor bandet modtog fire stjerner for deres optrædener.
GAFFA anmeldte senest Guns N' Roses på Copenhell sidste år, hvor anmelderen dog kun kunne snige sig op på tre stjerner.
Det officielle billetsalg begynder fredag den 13. december kl. 9 lokal tid her. Presale starter dog allerede tirsdag den 10. december kl. 9 lokal tid.
LÆS OGSÅ: KLASSIKEREN: Mellem tiltrækning og ubekvem undren