Nyhed

DANSK RAPPER RAMT AF KRÆFT: "Jeg skal nok komme igennem det her"

En vellidt veteran fra Aalborgs rapscene er i strålebehandling efter at have fået konstateret cancer i spiserøret

”Kære venner. Jeg har fået kræft.” Sådan starter Jonny Hefty et opslag på Facebook - ledsaget af et foto af sig selv i en hospitalsseng. Den 54-årige rapper fra Nordjylland fik i december måned konstateret en knude i spiserøret. 

”Vi opdagede den heldigvis i god tid, det havde ikke spredt sig, og der blev hurtigt sat en kræftpakke i gang,” uddyber han og fortæller, at han nu får kemo en gang om ugen og "stråler alle hverdage" på Aarhus Universitetshospital.

”Det går efter omstændighederne ganske godt. Herefter skal jeg restituere og have opereret knuden ud af spiserøret, og så håber jeg, at mit liv langsomt vender tilbage til normal,” lyder det optimistisk fra rapperen.


Billedet, der er tilknyttet opslaget, understreger dog samtidig situationens alvor - og i opslaget skriver han også, at han er nødt til at takke nej til alle tilbud, han får:

”Jeg har valgt at lave dette opslag, fordi jeg aflyser og takker nej til alt, har uafsluttede projekter og folk der venter, og så er jeg blevet utroligt tynd. Det er efterhånden nemmere og mere ærligt at komme med en klar udmelding...,” skriver Hefty og slutter:

”Jeg skal nok komme igennem det her. Jeg har et godt hold omkring mig, og mit største ønske er at komme stille og roligt videre sammen med min kærlige familie uden for meget opmærksomhed...”


Jonny Hefty på scenen på Grimfest i Aarhus, 2019. Foto: Sebastian Dammark
Jonny Hefty på scenen på Grimfest i Aarhus, 2019. Foto: Sebastian Dammark

Opslaget er signeret med navnet Jakob, som er Heftys borgerlige navn: Jakob Ørom. Ørom var fra 1989 til 1996 rapper i rap-metal-bandet Geronimo og stod bag Blood Booking, som stod for at booke de fleste metal-koncerter i Aalborg i en periode.

Jakob Ørom fandt på figuren Jonny Hefty i 1998, efter at havde skrevet sangen ”Jorden er giftig”. I den forbindelse vandt han musikkonkurrencen Trax, hvor første præmien var muligheden for at indspille en ep. Det blev til Johnny Heftys debutudgivelse Hængerøv & håndtegn.


I løbet af sin karriere har Ørom arbejdet sammen med Niarn og Jøden. Ifølge Jonny Heftys egen Facebook- profil er han Aalborgs Undergrundsborgmester.

Ud over musikken er Hefty også kendt for at det karakteristiske varemærke ”Muggen Ræv”, som er malet forskellige steder i Aalborg. For nyligt har det været åbning på et nyt p-hus i Aalborg, hvor Hefty blandt andet har malet ”Muggen Ræv” rundt omkring, men også en masse andet spændende kunst.

Sammen med vennen og kollegaen Jøden har Hefty gennem en årrække været konferencier ved festivalen Grimfest i Aarhus. 

REPORTAGE: Grimfest 2019 – en rigtig grim oplevelse

ANNONCE