Nyhed

NÅR UNDSKYLD IKKE ER NOK: Hør ny single fra Hunbjørn

Ulla Pihl alias Hunbjørn er klar med anden single fra kommende ep

Hunbjørn er et kunstnernavn for den danske elektro- og indie-popsanger Ulla Pihl. Hun er en af ophavskvinderne til branchefællesskabet WeProduce (for kvindelige producere).

Hunbjørn udgav senest en ep i 2020 med titlen Next Summer. GAFFA-anmelder Kristina Grønning skrev dengang at “Pihl benytter lejligheden til at italesætte den påvirkning, sociale medier har på unge mennesker. Det gør hun gennem et solidt beat og en svævende AutoTune-vokal i åbneren ”Keep Breathing”. Brugen af AutoTune komplementerer Pihls glimrende vokalarbejde godt og forvrænger det drømmende og sukkersøde glansbillede en smule og giver det en kant, uden det fylder for meget.”

Anmelderen synes dog også, at albummet forekom en smule forudsigeligt og kunne kun ryste tre stjerner ud af ærmet: “Den generelle lydflade på Next Summer er meget farefri og holder sig inden for stregerne. Man kan godt fristes til at savne mere pondus og uforudsigelighed.”


Nu har Hunbjørn så frigivet en ny single med titlen "Words Don’t Disappear". Sangen bliver en del af en ny ep, som hun udgiver 17. maj, og kan høres under artiklen her. Den nye single "Words Don’t Disappear" handler om, når ord ikke er nok, fortæller Pihl i en pressemeddelelse:

”Forestil dig, at du står i modtager-enden af et sårende angreb – og det er en af dine bedste venner, der er afsender. Du kan ikke genkende noget af det, der bliver sagt og alligevel tager du det ind, fordi det er et vigtigt menneske, der siger det. Det kræver noget at holde fast i sig selv i, at sætte egne grænser og gøre det klart, at ord ikke bare forsvinder, når først de er ude. At undskyld ikke altid er nok, og at reparationsarbejdet er noget mere omfattende”, fortæller Hunbjørn.


 

HunBjørn leger med forbudte fristelser på ny single

ANNONCE