Nyhed

POESI OG HOUSEGROOVES: Hvor er skygge klar med album - hør ny single her

"Rihannas metafor var diamanter, min er tsunamien," udtaler manden bag det albumaktuelle kunstnernavn

For nøjagtig et år siden optrådte Hvor er skygge - alias Jeppe Dengsø - på GAFFAs liste Hold øje med: Fire favoritter fra vækstlaget. Siden har Dengsø haft lejlighed til at optræde på både Vega, Loppen og Radar - og nu er han så klar med både to koncertdatoer og en forsmag på sit kommende album.

Debutalbummet Sommetider evig forårsregn udkommer 1. marts, og under artiklen her kan du høre den helt nye single "Konstellationer." Singlen følges til dørs af to releasekoncerter på henholdsvis Urban 13 i København den 18/1 og dagen efter på Røde Himmel i Odense.

”Jeg har tænkt meget over hvad det vil sige at kende nogen og over hvor mange menneskelige facetter verden går glip af, fordi mennesker holder igen," udtaler Dengsø i en pressemeddelelse i anledning af den nye single og uddyber:


"Så "Konstellationer" er på én måde en ligetil kærlighedssang. Men den spørger også, hvordan kan jeg bringe det bedste af mig selv ud og oversvømme verden med dét? Rihannas metafor var diamanter, min er tsunamien, haha," lyder det fra Dengsø.

På vores liste over lovende navne fra vækstlaget i januar '23 beskrev Nanna Frank Hvor er skygges musik som "dansksproget drømmerock, og det tager dig med til stjernerne og tilbage" og tilføjede: "Det er velproduceret og velskrevet, og man kan ikke lade være med at flyde med, når først Hvor Er Skygge er i gang."


Det lyder som et klubmix af et rockhit – og det fungerer virkelig godt.

ANNONCE