Nyhed

STOR TVIVL: Astrid Sonne klar med nyt album og to danske koncerter

Den kritikerroste komponist og bratsch-spiller kan opleves live i Aarhus og København om kort tid

Hendes debutalbum fra 2018 modtog fem stjerner her i GAFFA - og i 2022 fik Astrid Sonne en såkaldt honourable mention ved dét års uddeling af Nordic Music Prize, som blandt andet skrev følgende om hendes andet album, Outside of Your Lifetime (2021):

”Det seneste, mest gennemførte værk af en musiker, der konstant er i udvikling: et rigt og delikat lærred af electronica, akustiske instrumenter, vokaler, fundne lyde og bratsch”.

Nu er Sonne så endelig klar med en opfølger til den fem år gamle debut. Titlen er Great Doubt, og albummet udkommer på fredag den 26. januar.


I kølvandet på udgivelsen spiller Sonne en række europæiske koncerter - inklusive to udsolgte shows i London (hvor Sonne bor til daglig) samt koncerter på Alice i København og VoxHall i Aarhus, henholdsvis 6. og 8. februar.

"Jeg kommer fra kor-traditionen, hvor jeg har brugt min stemme som en måde at skabe en enhed med andre stemmer. Jeg har trænet min stemme på en bestemt måde, og det her album er en udforskning; min bestræbelse på at finde min egen stemme som et instrument i egen ret, som et middel til at kommunikere, som en ny måde at være ærlig," udtaler Sonne om det kommende album i en pressemeddelelse.

Genstridig som et bæst, vital som en sommerfugl


ANNONCE