Singlen dykker ned i en dybt personlig side af det at være ny forælder.
Den danske sanger, sangskriver og producer Selina Gin udgav sin anden single i år "Hurts Like a Mother" i fredags den 4. april. Den elektro-poppede sang handler ifølge en pressemeddelelse om at udfordre sit urinstinkt, og om den modstridende følelse af sorg og nødvendighed, der opstår, når man skal give slip og overlade sit barn til institutionslivet.
Læs også: SELINA GIN-INTERVIEW: Endegyldigt ude af dåsen
Singlen er skrevet i samarbejde med Christoffer Kofoed Christensen og Søren Buhl Lassen og produceret i samarbejde med sidstnævnte.
Om den nye single fortæller Selina Gin i pressemeddelelsen: "Der er så mange forskellige følelser i det der farvelmoment, når man står i vuggestuen om morgenen. Man efterlader jo sit grædende barn til fremmede mennesker, mens man forsøger at forklare, at man selvfølgelig kommer igen," forklarer hun og fortsætter:
"Man prøver at holde øjenkontakten lige til døren ufrivilligt skal lukkes. For mig var det som om en elastik imellem os blev spændt helt ud til bristepunktet. Så bruger man en masse tid på at fortælle sig selv, at det er helt okay og normalt det hele - og lige pludselig en dag, så har barnet det faktisk vildt fedt derhenne - uden dig. Så er man pludselig ikke helt det vigtigste mere, og det gør sgu da også ondt egentlig."
Sangen rummer også denne modstridende distance mellem barn og forældre: "Der er både en trist og en opløftende vibe i sangen - fordi man har gennemgået noget virkelig hårdt sammen, som barnet er 'kommet videre' fra, men det er forældrene ikke nødvendigvis," siger Selina Gin.
Læs også: DAGENS KALENDERLÅGE: Denne sang har betydet noget særligt for Selina Gin i år
Selina Gin er kendt som tidligere forsanger i bandet Nelson Can indtil deres opløsning i 2020. Efter opløsningen har hun udgivet en række singler samt debutalbummet Patiently Waving (2022) under sit eget navn. Albummet høstede fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev det med ordene:
"Fælles for mange af numrene er, at Gins vokal nærmest er som en slide-guitar. Hun glider så fint fra ord til ord og videre i sætningerne i lækre bevægelser. Som synger hun legato. Det er med til at skabe et utroligt lækkert og smagfuldt univers, der er fyldt med små overraskelser og skift, uden det bliver for meget og for forskelligt."
Siden debutalbummet har Selina Gin blandt andet komponeret titelmelodien til den populære podcast Flyvende Tallerken med Frederik Dirks Gottlieb, skrevet musik til musicalen Nordkraft på Aalborg Teater samt til Stine Pilgaards nyligt afsluttede forestilling Hvorfor laver vi ikke et band? på Nørrebros Teater. Hun har desuden medvirket på Peter Sommers single "Broerne i Paris", som hun også har turneret sammen med.
Du kan lytte til "Hurts Like a Mother" her:
LÆS OGSÅ: Albumanmeldelse: Forførende vokal i alsidigt univers