Nyhed

Reggaefestivalen One Love Copenhagen er tilbage

Til foråret afholdes One Love Copenhagen igen, denne gang inden døre

One Love Copenhagen blev grundlagt sidste år for at hylde reggaemusikken og dens budskab om enhed og kærlighed, men også for at skabe en musikalsk platform for musikken i Skandinavien. Inspireret af legendariske kunstnere som Bob Marley, Peter Tosh og Burning Spear har festivalen til formål at fremme de positive værdier, som reggaemusikken repræsenterer. Sidste år blev den succesrige festival afviklet over to dage på Refshaleøen uden for København, men i år rykker festivalen indendørs og afvikles i stedet over én dag.

Læs også: VILLE VÆRE FYLDT 80 I DAG: Hør ti af Bob Marleys største

Festivalen byder på såvel store internationale og lokale reggaeartister og tilbyder alt fra roots reggae til steppers og dub. Det vil også være muligt at købe vinylplader og reggae-merchandise på festivalen.


Arrangøreren Alex Sjöbäck fra Link Up Promotion kalder aftenen for ”A Dub Experience” og lover førsteklasses reggaemusik med store lydsystemer og lysshow til at gøre musikoplevelsen komplet.

Aftenens hovedevent er Protoje meets Tippy I (JAM/VI). Den jamaicanske reggaestjerne Protoje optræder med sit første show i København og den eneste dub-koncert i Skandinavien. Protoje blander reggae, hiphop, r&b og soul, hvilket gør ham til en markant kraft i jamaicansk musik. Sammen med ham er Tippy I, en musiker, producer, lydtekniker og medstifter af I Grade Records fra St. Croix. Tippy I vil live-mixe Protojes seneste album "In Search of Zion" sammen med sine største hits og eksklusive nye versioner. 

Ashanti Selah meets Dan I Locks (UK/SWE) består af produceren og musikeren Ashanti Selah, der holder reggaeflammen brændende som den ældste søn af den verdenskendte lydmand Aba Shanti. Ashanti repræsenterer den næste generation af dub-producere og sammen med den svenske roots-reggae-vokalist Dan I Locks fra lydsystemet Deng Deng HiFi venter der København en spændende musikalsk oplevelse. 


Kvinderne er også repræsenteret på One Love Copenhagen i skikkelse af den dygtige dj BlackLadyFingers og sangeren Sista Káro. Sidstnævnte deler gennem sine sange et budskab om håb, kærlighed og modstandsdygtighed og gjorde sig tilbage i 2022 for alvor bemærket i den danske reggaeundergrund med udgivelsen af det eminente ”New Day” backet af musikerkollektivet Livity Allstars. Siden har hun udsendt singlerne ”Jah Guidance” og ”Jah Be Deh”, og med sin messende sang passer hun perfekt til den dybe roots reggae.

One Love Copenhagen er mere end blot en musikbegivenhed: det er en fejring af livet, kærligheden og fællesskabet. Festivalen inviterer alle til at komme og opleve den magiske stemning, som kun reggae kan skabe. Uanset om du er en livslang fan af genren eller blot nysgerrig efter at udforske noget nyt, lover denne aften til at blive en mindeværdig oplevelse.

LÆS OGSÅ: I DAG VILLE HAN VÆRE FYLDT 80: Historien om Bob Marley


Programmet ser sådan ud:

19:00 - 20:00                                  BlackLadyFingers ft. Sista Káro ”New Day”

20:00 - 22:00                                  Ashanti Selah ft. Dan I Locks “Vibes Up”

22:00 - 00:00                                  Protoje meets Tippy I “In Search Of Zion”

Billetter kan købes online på One Love Copenhagen eller ved indgangen på dagen.

ANNONCE