Det er kun en måned siden, hun udgav sin første dansksprogede single – nu er den danske rapper klar til second round.
Efter to år i rollen som Natasja i den anmelderroste musical, er rapper og performer FVN klar med sin anden dansksprogede udgivelse. Med førstesinglen ”Forskel” lagde FVN stilen for en ny æra. Hun er flabet, hun er frisk, og hun har flow – og det forsætter på ”Ærligt jeg dør”, der lander i morgen, den 2. maj 2025.
Læs også: 10 apriludgivelser, du måske har misset, men ikke må misse
Inspireret af New Yorks Jersey Club-drill-scene etablerer FVN et energisk og kompromisløst univers, der er et frisk pust på den danske hiphop-scene. ”Ærligt jeg dør” er, ifølge en pressemeddelelse, et catchy, club-ready reggaeton/dancehall-track, som er produceret af Frederik Sally, der før har arbejdet med Tobias Rahim og Benjamin Hav.
Lyduniverset kalder på sommer, fest og gode vibes. “Gør hvad jeg gør det ik set før / Big body benz som en E40 / Fik en dans nu han helt mør / Han siger jeg gør ham skør, ærligt jeg dør.” Sådan lyder teksten til omkvædet, og du kan lige så godt lære det nu, for du får med garanti lyst til at synge med, og det catchy groove gør, at ”Ærligt jeg dør” fortsætter længe efter nummeret er slut.
Hør en forsmag her. Artiklen fortsætter under opslaget.
Med inspiration fra Ice Spice og Rosalía skaber FVN et spicy lydunivers, hvor empowerment, selvtillid og fest går hånd i hånd – så den her går ud til alle de danske bad bitches.
FVN har ben i næsen, og som uafhængig artist har hun allerede indtaget adskillige danske scener som Roskilde Festival, NorthSide, Smukfest, Fredagsrock i Tivoli og Vega. Og lur mig om ikke ”Ærligt jeg dør” kommer til at erobre samtlige soundbokse til sommer - FVN er i hvert fald klar til at sætte ild til sommeren.
Indtil ”Ærligt jeg dør” udkommer i morgen kan du lytte til ”Forskel” her:
LÆS OGSÅ: Roskilde Festival 2025: Stadig for ung, stadig for gammel – stadig ved at miste grebet