Elektro-pionererne gæster Danmark i forbindelse med den europæiske del af deres verdensomspændende turné.
Elektro-pionererne Kraftwerk gæster Danmark i forbindelse med den europæiske del af deres turné Multimedia Tour 2025. Musikgruppen spiller i Danmark den 24. november 2025 i K.B. Hallen.
Læs også: Tinderbox tilføjer 13 nye navne til plakaten
Projektet Kraftwerk blev grundlagt i 1970 af Ralf Hütter og Florian Schneider. De oprettede deres elektroniske Kling Klang Studio i Düsseldorf, Tyskland, hvor de skabte og producerede alle Kraftwerks album.
I midten af 1970’erne opnåede Kraftwerk international anerkendelse for deres revolutionerende elektroniske lydlandskaber og deres musikalske eksperimenter med robotteknologi og andre tekniske innovationer. Med deres visioner om fremtiden skabte Kraftwerk lydsporet til det digitale 21. århundrede.
Deres kompositioner – skabt med innovative teknikker, syntetiske stemmer og computeriserede rytmer – har haft enorm international indflydelse på et bredt spektrum af musikgenrer: fra elektro til hiphop, fra techno til synthpop. I deres liveoptrædener illustrerer Kraftwerks grundlægger, Ralf Hütter, og hans team samspillet mellem menneske og maskine.
Dette kom senest til udtryk i Danmark, da gruppen spillede på Smukfest i 2022 og "det tyske rumskib landede i den danske bøgeskov". GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner for koncerten og skrev:
"Publikum kom for alvor med i det ikoniske nummer ”The Man-Machine”, hvor musik, grafik og den samlede essens af Kraftwerks genialitet for alvor vistes. Jubel og klapsalver vidnede om, at der trods alt var en del fans, som havde fundet vej i bøgeskoven. Fundet vej til bøgeskoven havde også rumskibet i ”Spacelab”, der med indbygget grafisk gimmick afsluttedes med, at rumskibet landede i Skanderborg – selvfølgelig midt i skoven foran et stort Smukfest-skilt. Det trick virker alle steder, uanset om det er i Milano, Düsseldorf eller Skanderborg, det lander."
Det officielle billetsalg til koncerten starter fredag den 4. april kl. 10.00 via livenation.dk og billetlugen.dk.