Så kommer Axl til Danmark
Nu ser det endeligt ud som om det er lykkedes Roskilde Festival at få Guns N' Roses til landet. I følge det svenske booking bureau EMA Telstar er Axl og band booket til tre skandinaviske datoer inklusiv et besøg i Roskilde 29. juni.
Rygterne om bandets turné og kommende udgivelse har for alvor fået nyt liv de seneste par måneder primært fordi bandets tidligere guitarist Slash gentagne gange har udtalt sig om sange, han har hørt fra den kommende plade, der formodentlig fortsat har titlen "Chinese Democracy".
Der ligger lige nu ikke andet fast omkring udgivelsen, end at Axl selv for nylig har udtalt, at pladen kommer i år. Men nu er bandet efterhånden booket til så mange europæiske festivaler, at vi begynder at tillade os at håbe på, at de for en gangs skyld har tænkt sig at opretholde deres turnéforpligtigelser. I så fald vil det være første gang Guns N' Roses gæster Danmark siden de spillede på Gentofte Stadion i 1993.