Machine Head og fire andre prominente metalnavne lægger vejen forbi Danmark
Roadrunner Records bekræfter på selskabets hjemmeside, at Machine Head, Trivium, DragonForce, Shadows Fall og Arch Enemy alle kigger forbi KB Hallen i forbindelse med den fælles ”The Black Crusade”-turné.
Dannet tilbage i 1992 må hovednavnet Machine Head efterhånden siges at høre til de mere garvede kræfter på heavy metal-scenen, og det forlyder, at det amerikanske band også i 2007 i den grad er værd at holde øje med. Som opvarmningsbands på turnéen finder man som ovenfor nævnt de thrash-orienterede metalhoveder i ligeledes amerikanske Trivium og Shadows Fall, engelske DragonForce med deres power metal og endelig de melodiske dødsmetallere i svenske Arch Enemy.
”The Black Crusade”-turnéen rammer Danmark og KB Hallen mandag den 10. december, men for utålmodige sjæle skal det oplyses, at Machine Head også vil være at finde på årets Roskilde Festival.