Nyhed

Sanne er tilbage

Sangerinden lavede et overraskende comeback i går i Herning

Der er i denne weekend Dansk Varmblods Gallashow i Herning, men i går aftes fik de hesteinteresserede sig en overraskelse af en noget mere musikalsk karakter.

I følge BT dukkede Sanne Salomonsen nemlig pludselig op på scenen og gav sin første optræden, siden hun i maj sidste år blev ramt af en blodprop.

Til DMA i sidste weekend blev Sanne mødt med stående ovationer, da hun skulle uddele en pris, og selvom hun var i tydelig bedring, havde de færreste nok regnet med, at hun allerede nu var klar til at spille foran et publikum.


BT skriver i dag, at der blev sænket en scene med instrumenter ned fra loftet i en mørk del af messecenteret, og det var først, da det blev annonceret i hallen, at det gik op for folk, at Sanne stod klar til at spille for showets deltagere.

Fra scenen kommenterede sangerinden "Hvor er det fedt at være i gang igen!", og stemningen i hallen skulle have udviklet sig fra chok til nærmest begejstring af uanede højder.

Hvad fremtiden nu byder for den folkekære sangerinde, vides endnu ikke, men mon ikke de fleste er glade for, at Sanne er tilbage på scenen.


ANNONCE