Superproduceren har masser af projekter på vej inklusiv en plade sammen med Elton John
Mark Ronson stod bag det seneste Kaiser Chiefs-album "Off With Their Heads", og efterfølgende har han produceret et nyt album med The Rumble Strips, der skal udsendes til foråret. Men derudover er Ronson i medierne blevet sat sammen med tre interessante projekter.
I følge NME er Ronson nemlig lige nu i gang med at indspille et nummer sammen med Amy Winehouse. Det er dog ikke til hendes tredje album, men derimod en coverversion af Lesley Gores hit fra 1964 "You Don't Own Me" til en hyldestplade til Quincy Jones.
Derudover går der historier om, at Ronson skal producere Slashs første rigtige soloplade, der skal indspilles med en lang række forskellige vokalister, og endelig er der kommet endnu et potentielt projekt på listen.
TV-stationen Fox News mener nemlig at vide, at Sir Elton John har hyret Mark Ronson til at producere sit næste album. Det vides dog endnu ikke, hvornår Ronson skal få tid til at arbejde sammen med den engelske pianist, men det er ikke utænkeligt, at pladen skal produceres snarest.
Elton John har nemlig tidligere udtalt, at han i 2009 vil tage på en turné med Billy Joel, hvilket de tidligere har gjort med stor succes under titlen Face To Face.