Blandt andre Nik Kershaw, Kim Wilde og Laid Back vil være at finde til dette års 80'er fest
Det er i år tredje år i træk, at der holdes nostalgi-festival i Esbjerg. Her vil byens 80'er Rock Festival endnu engang byde på store navne fra benvarmernes og neonfarvernes årti.
Tidligere har festivalen kunnet præsentere navne som Human League, Nena, One Two og Belinda Carlisle, og i år er der således ”nye” firser-navne på plakaten.
De seks hovednavne, der vil optræde på festivalens store neon-scene, er: Nik Kershaw, Kim Wilde, Laid Back, Danseorkestret, Rugsted & Kreutzfeldt og Howard Jones. Herudover lover festivalen endnu et hovednavn, der dog indtil videre er en overraskelse.
Festivalens hovednavn må siges at være 49-årige Nik Kershaw, der har været aktiv i pladebranchen siden 1983, hvor sangeren udgav hit-singlen "I Won't Let The Sun Go Down On Me" .
Kershaw har gennem hele sin karriere har udgivet plader med jævne mellemrum, og albummet "You've Got To Laugh", der udkom i 2006, kunne kun anskaffes via download fra Kershaws hjemmeside og iTunes.
Igennem årerne har Nik Kershaw arbejdet sammen med så prominente navne som Bonnie Tyler, Elton John og Imogen Heap.
Esbjerg 80'er Rock Festival finder sted 14. juni, og billetsalget er i gang.