Mesteren begaver det danske publikum med endnu et besøg til oktober
Det er kun små to uger siden, at den 73-årige canadiske legende Leonard Cohen besøgte Danmark for at give to eminente koncerter som led i sin første turné i femten år.
Sommerens turné har været henlagt til store udendørs areanaer, og havde man ikke de bedste pladser til de 10.000-15.000 mennesker store koncerter, var udsynet da også i vid udstrækning begrænset til storskærmen.
Nu får man imidlertid mulighed for at tage revanche, når Cohen i efteråret tager på en turné til indendørs spillesteder, som bringer ham til Forum den 17. oktober.
De to just overståede koncerter fik det samlede anmelderkorps til at gå i selvsving af begejstring, og denne signatur var da også slået af ærefrygt over den tindrende smukke koncert ved Rosenborg Slot.
Cohens musik synes imidlertid på sin vis at egne sig endnu bedre til inderdørskoncerter - under Cohens utallige besøg i Danmark gennem karrieren har Falconer Salen således ofte lagt rammer til.
Helt så eksklusivt bliver det ikke denne gang, men mindre kan bestemt også gøre det, så der er god grund til at være på stikkerne, når billetsalget går i gang på mandag den 21.7. klokken 10.00 på Billetnet. Der vil udelukkende være tale om siddepladser.