Nyhed

Så kommer der nyt fra AC/DC

Det forventes nu at albummet "Black Ice" udsendes til oktober

Der har været usædvanlig mange spekulationer omkring det kommende AC/DC-album, men nu ser det ud, som om den australske webside Undercover kan lægge nogle af dem på hylden.

De skriver i hvert fald nu, at bandets kommende album har fået titlen "Black Ice" og vil blive udsendt til oktober.

Dermed skulle AC/DC altså være klar til at udsende deres første album i otte år, som derfor bliver en opfølger til "Stiff Upper Lip" fra 2000.


Undercover er dog klar med lidt nye spekulationer omkring bandet. Ifølge deres kilder udsendes pladen samtidig med, at firmaet Rock Band vil udsende en AC/DC-udgave af deres spil, og så kommer der også en verdensturné i år.

Der vides endnu ikke så meget om det nye album, andet end at det blev indspillet Bryan Adams' studie i Canada, og at produceren bag er Brendan O'Brien (Pearl Jam, Rage Against the Machine).

Hvorvidt den kommende verdensturné vil bringe AC/DC forbi Danmark vides endnu ikke, men vi forventer, at rygterne og spekulationerne vil begynde snarest.


ANNONCE