Bandet har hyret superproduceren til at stå for indspilningerne til deres næste album
Amerikanske Billboard kan fortælle, at ZZ Top har underskrevet en pladekontrakt med Rick Rubins pladeselskab American Recordings.
Rubin skal desuden stå bag indspilningerne til deres næste album, der bringes på banen med håbet om, at han kan puste nyt liv i deres karriere, som han gjorde det for Johnny Cash og Neil Diamond.
ZZ Tops seneste album "Mescalero" er fra 2003, men det album gjorde ikke det store væsen af sig. Siden da har bandet fået ny manager, der har gjort, hvad han kunne for at tørre støvet af det gamle brand, som han udtrykker det.
Bandet har derfor tidligere i år udsendt deres første live-dvd "Live From Texas" og desuden medvirket i American Idol.
Næste skridt mod et regulært comeback bliver altså et album med Rubin, der skal færdiggøres, når bandet har afsluttet deres turné i efteråret.