Sune Wagner er ved at indspille tre ep'er, der skal udsendes i løbet af efteråret
Sharin Foo befinder sig lige nu i Los Angeles, hvor hun holder barselsorlov fra The Raveonettes. Men det betyder langtfra, at den anden halvdel af duoen også holder pause.
Sune Wagner har hyret Sharins søster Louise som vikar til en række koncerter, og samtidig er han gået i gang med at indspille materiale til tre ep'er, der skal udsendes senere på året.
Til NME fortæller Wagner, at hver ep vil indeholde fire sange, og de vil blive udsendt i september, oktober og november.
"Jeg arbejder på den første nu, og den er fuldstændig elektronisk - ingen guitarer. Det skulle blive en interessant en, og Sharin vil synge vokalerne derhjemme".
Den midlertidige udgave af The Raveonettes indeholder desuden guitaristen Lisbeth Fritze, og denne udgave kan blandt andet opleves herhjemme på Roskilde Festival og Beatday08.