Nyhed

MTV skal ikke lave Mötley Crüe-film

Der arbejdes stadig på filmen "The Dirt", men det bliver ikke MTV, der udsender den

En af de mest omtalte rockbiografier i mange år hedder "The Dirt" og handler om Mötley Crüe og deres vanvittige oplevelser på landevejen.

Der arbejdes lige nu på at få lavet en filmatisering af bogen, men nu udtaler filmens instruktør Larry Charles, at det ikke bliver MTV, der skal udsende filmen.

Charles, der instruerede filmen "Borat" og har skrevet en lang række Seinfeld-episoder, udtaler i følge Blabbermouth, at efter at MTV Films blev opslugt af Paramount Vantage, der derefter blev opslugt af Paramount, er de folk, der oprindeligt arbejdede på filmen nu forsvundet.


Larry Charles ved derfor ikke, hvad status for filmen er, men han håber, at den senere vil blive lave af et andet selskab, som tør udsende den i en udgave, der er forbudt for folk under 17 år.

Sjovt nok fortæller Charles også, at han på ingen måde er fan af Mötley Crüe, men i stedet er fan af bogen om dem.

"Den er så meget bedre end de fortjener, bogen, fordi Mötley Crüe er et lorteband, men (forfatteren) Neil Strauss har skrevet en episk bog om dem. Det er virkelig fascinerende".


Charles siger desuden, at det formodentlig er bogens hardcore historie, der har gjort, at han har problemer med at få filmen lavet.

"De har slået folk ihjel, de har såret mennesker, de har gjort folk til krøblinge, de har gjort alle mulige sindssyge ting. Man bliver nødt til virkelig at vise det, og jeg tror, der i sidste ende var en smule tilbageholdenhed mod at gøre det".

Så status for filmen om Mötley Crüe er altså lige nu uvis, og derfor vides det fortsat ikke, hvem der skal spille Mick Mars, Nikki Sixx, Vince Neil og Tommy Lee.


ANNONCE