Den veltalende sanger tager sit spoken word-show med til Koncerthuset til januar
Den tidligere Black Flag-frontmand Henry Rollins har i mange år gjort sig som historiefortæller/foredragsholder, og den karriere blev i 1995 belønnet med en Grammy for udgivelsen "Get In The Van: On The Road With Black Flag". Han gæstede Århus og København i 2007, og nu vender han tilbage for at fortælle flere røverhistorier fra sit liv.
Denne gang er det Studie 2 i DR's Koncerthus, der skal lægge scene til den 48-årige musikers spoken word-show, der har titlen "An Evening Of Spoken Words With Henry Rollins". Her vil Rollins formodentlig fortælle om sin alsidige karriere, der ud over spoken word-jobs og et job som sanger i bands som Black Flag og Rollins Band også inkluderer rollen som vært i tv-programmet "The Henry Rollins Show", radiovært i programmet "Harmony In My Head", skuespiller i film som "Heat" og "Lost Highway" og forfatter bag en lang række bøger om rejser og musik.
"An Evening Of Spoken Words With Henry Rollins" kan opleves i Koncerthuset, Studie 2 fredag 29. januar 2010, og billetter kan købes fra 25. august via GAFFA Live.