Den danske direktør for Warner Music kalder Rasted-duoens beskyldninger for skamløse
Efter en masse skriverier om fjernelsen af Hej Matematik-videoen "Walkmand" fra YouTube og MySpace, og efterfølgende beskyldninger om, at Warner Music i USA og R.E.M. står bag, melder den administrerende direktør for Warner Musics danske afdeling, Mickey Lund, sig nu i debatten.
"Hverken R.E.M. eller Warner Music har bedt Youtube om at fjerne noget som helst med Hej Matematik fra nettet. Og Youtube har ikke informeret R.E.M. eller Warner".
Sådan siger Mickey Lund til dr.dk, og understreger at sagen intet har med Warner og R.E.M. at gøre, men at der i stedet højst sandsynligt er tale om en fejl hos YouTube. Han beskriver beskyldningerne som "skamløse" og siger, at ingen hos Warner er blevet kontaktet af Hej Matematiks danske pladeselskab, Copenhagen Records, for at få løst problemet.
"Hej Matematik er et fantastisk band, men det udnytter Copenhagen Records ved at skyde på Warner og R.E.M. Helt bevidst og uden at skamme sig, for de ved, at det ikke passer".
Ifølge Mickey Lund har Warner i USA nu kontaktet Youtube for at fortælle dem om fejlen. Pladeselskabet havde hørt om beskyldningerne både fra R.E.M. og via blogs på internettet, og det fik dem til at reagere. Derfor skulle det nu igen være muligt at uploade videoen til "Walkmand" til YouTube. Hvis ikke, så er det i hvert fald ikke på grund af Warner, siger selskabets danske chef.
"Copenhagen Records kunne have ringet til mig eller mine amerikanske kolleger, og så kunne de have løst det her på et par timer. I stedet har den her historie taget en drejning, det ligger langt fra virkeligheden".
Mickey Lunds forklaring med, at et stykke software fejlagtigt har koblet "Walkmand" med R.E.M.'s "Supernatural Superserious", virker særdeles sandsynlig, da de to sange ikke lyder synderlig ens. Man kan dog stadig undre sig over, at enten YouTube eller Warner Music ikke selv går ind og tjekker videoerne, inden de ukritisk bliver fjernet fra siden - specielt når det ifølge YouTube gøres på vegne af en copyright-holder.