Der er et nyt album på vej, og bandet er aktuelle sammen med The Fashion på Sinatra-hyldest
Rolling Stone Magazine har snakket med Adam Levine fra Maroon 5, og selvom han ikke vil røbe meget, så afslører han dog, at gruppen er i gang med at indspille sit fjerde album i et studie i Schweiz. Men selvom bandet har arbejdet på albummet i nogle måneder, så er de dog langtfra færdige.
Derfor er Levine ikke meget for at snakke om albummet, som han endnu ikke mener har taget form. Han fortæller dog, at det er Robert John "Mutt" Lange, der står for produktionen, hvilket kunne være med til at give bandet en markant anderledes lyd.
Mutt har nemlig blandt andet stået bag markante gennembrudsudgivelser fra bands som AC/DC ("Back In Black"), Def Leppard ("Hysteria"), The Cars ("Heartbeat City") samt "The Woman In Me" og "Come On Over", der gjorde Shania Twain til en verdensstjerne.
Levine fortæller, at han forventer, at pladen kommer til at lyde som en "nyere, bedre, strammere, gladere, stærkere" version af Maroon 5, og at de ikke har inviteret gæster med på albummet.
Der kan altså godt gå noget tid, inden det kommende Maroon 5-album ligger klar. Men indtil da kan man jo så hygge sig med albummet "His Way, Our Way", hvor bandet har bidraget med en sang. Albummet er sammensat af iTunes og er en hyldest til Frank Sinatra, hvor der også er bidrag fra The Kills, The Kooks og danske The Fashion, der medvirker med en version af sangen "Something Stupid".
Maroon 5 har indspillet "The Way You Look Tonight", og Levine, der er meget stor fan af Sinatra, udtaler stolt, at den version, man kan høre på "His Way, Our Way" er indspillet i et hug. Albummet kan allerede nu købes på iTunes.