Nyhed

Wilco-frontmand kommenterer Jay Bennetts død

Jeff Tweedy har udsendt en pressemeddelelse, hvor han udtrykker sin sorg over sin tidligere kollegas død

Mandag 25. maj kom det frem, at det tidligere medlem af bandet Wilco, Jay Bennett, var blevet fundet død i sin lejlighed. Det vides endnu ikke, hvad dødsårsagen var, men ifølge en ven af Bennett, døde den 45-årige musiker, mens han sov.

Nu har Wilco-frontmanden Jeff Tweedy udsendt en pressemeddelelse, hvor han udtrykker sin sorg over sin tidligere kollegas død.

"Vi er alle dybt berørte af denne tragedie. Vi vil savne Jay, som vi husker ham - som et virkeligt unikt og talentfuldt menneske og et, der leverede et velkomment og betydeligt bidrag til dette bands sange og udvikling. Vores tanker går ud til hans familie og venner i denne meget svære tid".


Jay Bennett kom med i Wilco i 1994 efter indspilningen af gruppens debutalbum "A.M.". Han var derefter med i bandet indtil 2001, hvor han forlod Wilco under indspilningerne til "Yankee Hotel Foxtrot". Indtil da havde han specielt som arrangør og multiinstrumentalist haft en stor indflydelse på bandets udvikling, og på "Summerteeth" og specielt "Yankee Hotel Foxtrot" bidrog han også til sangskrivningen.

Siden har han udsendt fire soloplader og var inden sin død i gang med at indspille et femte album.

ANNONCE